Herreværelset: Håb og Handling

Det handler om liv og død – men først og fremmest om håb og handling, når prostatakræftramte mødes til snak og hygge på Herreværelset

Tekst og foto: Ole Oxgren

– Var det en kirurg, du talte med?

– Ja, det var det.

– Okay, så giver det mening… Der er jo heller ingen slagter, der siger, man skal spise fisk!

Latteren runger gennem mødelokalet på 1. salen af Kræftens Bekæmpelses fine afdelingshus i Østergade i Hillerød.

Der har ellers været dødstille, mens en af de nye deltagere i ”Herreværelset” – et samtaleinitiativ i PROPA regi – har fortalt om sit mildest talt uheldige prostatakræft forløb.

Fjernelsen af prostata gik ikke helt som håbet. Nerverne røg også en tur, og under indgrebet skete der, hvad lægerne kaldte et hændeligt uheld, så nyrerne ligefrem blev afklemt. I dag lever han med inkontinens og manglende mulighed for erektion. Undervejs røg også jobbet, da hans arbejdsgiver mente, han var for meget syg, og nu går dagene med at kæmpe for at minimere skaderne efter det fatale indgreb. Med egne ord knokler han på med bækkenbundstræning og mindfulness og har nu også fundet vej til Herreværelset i håb om at få en bedre forståelse af såvel det groteske forløb som sin efterfølgende situation og måske gode råd til, hvordan han bedst tackler situationen fremadrettet.

En forløsning

– Alene det at få sat ord på forløbet og ikke mindst gøre det over for andre, er ofte en stor hjælp og forløsning, forklarer Hans Møller, der denne aften er kompetent tovholder på debatten og med fast og kærlig hånd fordeler taletid og indlæg.

Selvom den generelle opfattelse nok er, at mænd ikke er specielt gode til at tale om sygdom, så passer det bestemt ikke denne aften i den nordsjællandske idyl ikke langt fra Frederiksborg Slot.

Rekord mange er mødt op – 25 – mod normalt en 15-20 stykker, og bordene rundt er der en respektfuld og andægtig lytten. Det er et trygt rum at være i – havde det været en spirituel gruppe, ville man nok have sagt, at rummet var fyldt med kærlighed, men nu er det en flok mænd med kræftdiagnoser, og så er der tale om noget meget bedre…. Nemlig en kompetent og løsningsorienteret tilgang til de ofte frygtelige og nogle gange også paradoksale forløb, deltagerne har til fælles.

Når en ny deltager har fået sine godt tyve minutter til at fortælle, spørger Hans Møller om vedkommende har brug for hjælp til noget, og debatten sættes fri.

Nærende og lægende

Mens den gode hjemmebagte kringle, de sukkersøde trøfler og varme kaffe serveres, byder deltagerne ind med velmente råd, lignende erfaringer og opmuntrende bemærkninger. Viljen til at hjælpe og den oprigtige interesse og forståelse for hinandens situation er både nærende og lægende. Og ofte skubbes der også lidt på, så man videre i sit behandlingsforløb måske tør gå hårdere til de læger, man møder på sin vej. Simpelthen kræver at få præsenteret alternative løsninger til den udbredte brug af kirurgi, som synes fremherskende på nogle hospitalsafdelinger, og som ofte ender fatalt for den opererede. Løsninger som typisk urologerne hælder til. Altså urinvejskirurger…  Dem med kniven! Og dermed forklaring på den latter, der rungede gennem lokalet, som denne artikel indledes med.

– Op mod halvdelen bliver impotente af det kirurgiske indgreb, forklarer Hans Møller og påpeger, at en af intentionerne med Herreværelset helt fra starten har været at hjælpe de ny diagnosticerede, der står overfor valg af behandling, til at træffe en beslutning. Ofte kræver det nemlig mod at bede om en second opinion, hvis man f.eks. ønsker at høre om strålebehandling eller brachyterapi som muligheder.

– Det kan sagtens være, at operation er eneste fornuftige løsning. Men måske er der også en anden og mindre risikofyldt vej, påpeger han og er selv det bedste eksempel på det.

Da Hans Møller fik sin kræftdiagnose for seks år siden blev han eksempelvis ikke præsenteret for alle de behandlingsmetoder, som dengang var aktuelle. På nettet fandt han til gengæld information om brachyterapi, der typisk er den mest skånsomme behandling og ganske effektiv i tidlige faser af prostatakræften. Men brachyterapi var altså ikke på det menukort, Hans Møller blev præsenteret for.

Da han til gengæld selv bragte det på bane overfor hospitalet, blev det efterfølgende ændret til, at det blev den behandling, man ville tilbyde. Og Hans Møller slap gennem behandlingen med meget få gener, blot en enkelt sygedag og med potensen i behold.

Tre år efter behandlingen var han helbredt med et PSA-tal under 0,1.

Håb og handling

Den slags opbyggelige historier deles ofte på Herreværelset. Og Hans Møller slutter gerne aftenen af med at efterlyse netop en solstrålehistorie at gå hjem på. Sådan også denne aften, hvor de mange fremmødte deltagere er bedste bevis på, at livet bestemt ikke behøver at slutte med en kræftdiagnose. En i gruppen har således overlevet 16 år med prostatakræft, mens aftenens sidste taler fortæller, at han har måttet en tur til Tyskland for at få en chance mere.

Lægerne havde fortalt, der ikke var mere at gøre for ham, og at han kun havde 1-2 måneder tilbage at leve i. Inspireret af mange aftener på Herreværelset gav han imidlertid ikke bare op, men fandt frem til en læge i Frankfurt, som gerne ville tilbyde en behandlingskombination med bl.a. mikrobølgestråler og kemo:

– Det kostede en formue og var bestemt ikke smertefrit. Og det danske hospital frarådede det, men havde jo kun min snarlige død at tilbyde. Så jeg tog afsted, og pt. er mit PSA-tal banket helt i bund, og jeg kan tillade mig lidt mere fortrøstningsfuldt at se fremtiden i møde.

Under det indlæg kunne man høre den berømte knappenål falde, og der var våde øjne men også store smil lokalet rundt. Jo sandelig, Herreværelset giver Håb og Handling.

Her plejer ikke at komme mænd

Roman Sumczynski startede Herreværelset i Hillerød for seks år siden efter i flere år som lokalformand for PROPA i Hillerød bl.a. at have arrangeret populære foredrag med indbudte eksperter, der bl.a. kunne fortælle om behandlingsmulighederne for prostatakræft.

– Ofte mødte flere end et halvt hundrede mennesker op, både mænd og kvinder, men ganske symptomatisk var det tydeligt, at de fleste mænd var hevet med af deres respektive hustruer, forklarer Roman Sumczynski.

Efter inspiration fra Aarhus besluttede han derfor at forsøge at stable et forum på benene udelukkende for mænd. Herreværelset i Hillerød var født og blev efterhånden en succes, endda med rekordtilslutning til mødet februar i år med 25 fremmødte.

Helt ubesværet har rejsen dog ikke været. Roman, der fylder 80 om få uger, blev helt tilbage i 2008 diagnosticeret med uhelbredelig prostatakræft. En skrækkelig besked at få, men han lod sig ikke slå ud længe.

Noget måtte der kunne gøres, og den uddannede sociolog og byplanlægger med erhvervserfaring fra bl.a. Danmarks Forvaltningshøjskole og fra fire år ved OECD i Paris opsøgte derfor Kræftens Bekæmpelses daværende beskedne afdeling i Slotsbyens Møllestræde:

– Jeg mødte op lidt beklemt og nervøs og spurgte to damer, der sad i forkontoret og drak te, om der her skete noget for mænd. De så noget forbavsede ud og forklarede så blot, at der aldrig plejede at komme mænd der!

Det kom heldigvis siden til at ændre sig. Trods alvorligt syg havde Roman overskud til at lave en række foredragsaftener, og herfra udviklede tankerne sig til et forum kun for mænd, nemlig Herreværelset.

Igennem seks år har det lokale Herreværelse nu klædt prostatakræftramte på til at tage livtag med den frygtede sygdom. Selv har Roman også haft glæde af de mange gode råd, deltagerne kommer med, og han er overbevist om, at de månedlige møder i trygge omgivelser, hvor der også kan deles meget følsomme ting, er med til at hjælpe deltagerne til at håndtere sygdomsforløbet bedre og måske også få en bedre behandling end den, sygehusvæsenet i første omgang tilbyder:

– Vores mødeaftener gør helt sikkert deltagerne mere bevidste om deres situation og muligheder – også i forhold til f.eks. alternativ behandling, slutter Roman Sumczynski.

Reddet af Herreværelset

Jan Pedersen, 63, fra Frederiksværk har været en del af Herreværelset i Hillerød siden 2018, hvor han fik konstateret prostatakræft – en diagnose der kom helt bag på ham.

– Jeg fejlede ikke noget, mente jeg, og var blot til en helt almindelig undersøgelse hos min læge, hvor alt syntes ok, indtil lægen konstaterede en forstørret prostata. Chokket fik jeg imidlertid først rigtigt på Herlev Hospital, hvor man konstaterede, at jeg hurtigt skulle opereres.

– Jeg var virkelig i chok og søgte hjælp hos en psykolog hos Kræftens Bekæmpelse, der fik den gode ide at sende mig videre til Herreværelset, hvilket blev min redning.

– På det første møde, jeg var med til, fik jeg lov at fortælle min historie, og bordet rundt fik jeg at vide, at jeg ikke bare skulle sige ja til operation. Du har garanteret fået den besked af en kirurg, sagde de. Og ganske rigtigt. I stedet foreslog de, at jeg fik en second opinion af en onkolog, hvilket betød en verden til forskel.

– Nu fik jeg nemlig tilbudt strålebehandling 32 hverdage i træk og har ikke haft nævneværdige problemer af det. I november sidste år oplevede jeg endda den lykke at blive erklæret rask med et stabilt PSA-tal på 0,7.

– Jeg har virkelig meget at takke Herreværelset for, og trods raskmeldt fortsætter jeg selvfølgelig som medlem for måske fremover at kunne hjælpe andre, nøjagtig som jeg fik hjælp, slutter Jan Pedersen.

Et år på sidelinjen

Der er rigtigt mange spørgsmål at forholde sig til, når man rammes af kræft – både hos den kræftramte og hos den nærmeste familie.

Når der skal sættes ord på følelser, frygt og bekymring, er der meget at hente hos dem, som selv har oplevet en kræftsygdom og dens behandling.

I lokale PROPA grupper over hele landet er det muligt at møde og tale med ligesindede. Mange steder er grupperne kun for mænd og hedder f.eks. Herreværelset, Mandecafe eller Samtaleaften. Men der er også grupper for pårørende, hvor man i Hillerød f.eks. mødes under navnet Sidelinjen. Typisk er der tale om månedlige møder.

I Hillerød har Jeanett Larsen været tovholder på Sidelinjen i et års tid, og selvom man mødes samme tid og sted som Herreværelset, er det endnu ikke med samme fine fremmøde som hos mændene.

Men det skal nok komme, tror Jeanett, der i øvrigt er kæreste med Hans Møller, som har samme hverv som tovholder hos mændene. Og selvom man typisk pt. kun mødes en håndfuld kvinder pr. gang (det kan også være børn til en prostatakræftramt), så bliver der delt masser af gode råd men også snakket om løst og fast.