

Temadag: Efter prostatakræft – få mere ud af resten af jeres liv
12. november 2022 kl. 08:30 - 16:00
Det er overskriften, når PROPA Syddanmark afholder temadag i Odense.
Der er ankomst og morgenkaffe med brød fra 8.30-9.00. Senere serveres frokost og eftermiddagskaffe.
Arrangementet foregår på Dalum Landbrugsskole, Landbrugsvej 65, 5260 Odense S
Prostatakræft rammer hårdt – på kroppen, kærlighedslivet og selvforståelsen. Dagens program skal inspirere til at håndtere nogle af de dilemmaer, der opstår i parforholdet.
Temadagens foredrag:
Mads Hvid Aaberg Poulsen
– overlæge og ph.d. ved forskningsenheden for urologi hos Urinvejskirurgisk Afdeling, OUH
Aktuel status på diagnosticering og behandling af prostatakræft
——–
Rikke Thor
– sexolog og samlivsterapeut
Parforhold under og efter behandling for prostatakræft
Vi har svært ved at tale om det i forvejen. Hvordan finder man et nyt fælles kærlighedssprog, nu hvor forudsætninger for et sexliv og rollerne i parforholdet kan være ændret fuldstændigt? Gode råd udbedes!
Den kendte bivirkning af behandlingen er den fysiske impotens, som alle har hørt om. Den er mændenes fokus, alle sexologer taler om den og hvad man kan gøre. Det bliver ofte meget teknisk.
Uanset om man er blevet opereret for prostatakræft eller har modtaget stråle- og hormonbehandling oplever langt de fleste mænd også psykiske problemer i forbindelse med sygdommen.
Man rammes på identitet og selvopfattelse.
Mange oplever personlighedsforandringer og fx tab af libido, hvilket stiller store krav til manden og partneren om at finde nye veje til at sikre intimiteten i parforholdet.
——-
Glæden ved og nytten af fysisk træning
Medvirkende: Repræsentanter for forskellige idrætsformer for prostatakræftramte.
Paneldebat ledet af Hans Jakob Helms.
Paneldeltagere: Svend Erik Bodi, Gert Christensen, Gunni Lejf Graversen, Bjarne Hansen.
——-
Esben Dalgaard
– skuespiller, ægtemand, familiefar, kræftsyg
Om nogen har Esben udvist åbenhed og ærlighed i forbindelse med sin kamp mod sin uhelbredelige modermærkekræft. I sit foredrag kommer han helt tæt på alle konsekvenser af sin sygdom. Kun ved at være helt personlige, ærlige og åbne kan vi lære af hinanden. Han fortæller om sin vej til der, han er i dag. Om de udfordringer der er. Om favntaget med døden, og om hvordan han prøver at stå op om morgenen og være positiv, – selv når himlen er mørkest. Foredraget er i øjenhøjde med plads til grin og gråd og med plads til interaktion med publikum. Det er et livsbekræftende og lærerigt foredrag, og I vil gå derfra med et helt specielt og inspirerende menneskes særlige livssyn. Men en opmuntring til aldrig at give op, at kæmpe for det gode og se glasset halvt fyldt, også selv om der er mindre end 10% i det!
——-