Under og efter din behandling
10. oktober 2025
Sundhedsudvalget PROPA
At leve med prostatakræft kan påvirke både hverdag, arbejde og relationer. Der kan opstå nye udfordringer under behandlingen, men også efter den er afsluttet. Mange oplever fysiske og følelsesmæssige senfølger, som kræver tid, støtte og tilpasning.
På denne side får du viden om nogle af de mest almindelige følger af behandlingen og råd til, hvordan du kan håndtere dem.
Sex og samliv efter prostatakræft
Mange mænd oplever ændringer i deres sexliv efter behandling for prostatakræft. Det kan handle om rejsningsproblemer, nedsat lyst, ændringer i orgasme eller en følelse af at identiteten er forandret. Også parforholdet kan blive påvirket.
Der findes forskellige muligheder for behandling og støtte. Det kan være medicin, hjælpemidler eller samtaler, der gør det lettere at finde en ny form for intimitet. Det vigtigste er at tale åbent om det, både med partneren og med sundhedspersonalet.
Læs mere om sex og samliv efter prostatakræft
Inkontinens og vandladningsproblemer
Efter en operation eller strålebehandling får nogle mænd problemer med at holde på vandet. Det kan være alt fra små dryp til mere alvorlig inkontinens. For mange kan det føles pinligt og begrænsende, men der er gode muligheder for at få hjælp.
Bækkenbundstræning, hjælpemidler og i nogle tilfælde medicin eller kirurgi kan forbedre situationen. Tal med din læge eller en fysioterapeut med speciale i urologi. Jo tidligere du får støtte, desto bedre kan symptomerne håndteres.
Følelser og mental sundhed
Livet efter prostatakræft handler ikke kun om kroppen, men også om psyken. Det er normalt at opleve angst, tristhed, vrede eller usikkerhed både under og efter behandlingen. Mange føler sig alene med deres tanker, selv længe efter forløbet er afsluttet.
Det kan hjælpe at tale om det. Samtaler med pårørende, patientgrupper eller en psykolog med erfaring i kræftforløb kan give støtte. Mindfulness og andre former for mental træning kan også være en vej til større ro. At søge hjælp er et tegn på styrke, ikke svaghed.
Arbejde og hverdagsliv
Nogle vender hurtigt tilbage til jobbet, mens andre har brug for længere tid. Træthed, koncentrationsbesvær og fysiske senfølger kan påvirke arbejdsevnen. Det kan derfor være nødvendigt at starte langsomt, justere arbejdstiden eller ændre opgaver.
Du har ret til en arbejdsplads, der tager hensyn til din situation. Jobcenter og arbejdsgiver kan ofte tilbyde støtte. I hverdagen kan der også være brug for tilpasninger, men de fleste finder med tiden en ny balance.
Genoptræning og fysisk aktivitet
Motion er en vigtig del af livet efter prostatakræft. Træning kan mindske bivirkninger, give mere energi og styrke både krop og sind. Mange kommuner tilbyder kræftrehabilitering med fysioterapi, træningshold og rådgivning.
Det er aldrig for sent at starte. Vælg en aktivitet du kan lide, og begynd i dit eget tempo. Selv små skridt kan gøre en forskel. Tal med din læge om, hvilken type motion der passer bedst til dig.
Kost og ernæring
Kosten har betydning for både energi, velvære og helbred under og efter behandlingen. Nogle oplever ændret appetit, vægt eller fordøjelse. En sund og varieret kost kan give mere overskud, mindske bivirkninger og hjælpe kroppen i genoptræningen.
Der findes ingen mirakeldiæt, men en balanceret kost tilpasset dine behov kan gøre en stor forskel. På næste side kan du læse mere om, hvordan mad og måltider kan støtte dig under og efter behandlingen.
Andre relevante links
Arv og øvrige dispositioner for prostatakræft
Læs brochuren online – og få styr på, om arvelig risiko gælder dig
Pas på dig selv, mand
Få overblik over, hvad du selv kan gøre for at passe på din prostata





|