Arvelighed og prostatakræft

Grundlæggende er alle kræftformer genetisk betingede. Den uhæmmede cellevækst, der kendetegner kræft, skyldes fejl i cellens arvemateriale, DNA.

I forbindelse med cellernes delingsproces opstår der dagligt hos os alle tusindevis af DNA-fejl. I de fleste tilfælde kan cellen selv rette sine egne fejl, men når reparationer mislykkes kan alvorlige sygdomme – herunder kræft – udvikle sig. Nogle blivende DNA skader opstår pludseligt og er således ikke arvelige, mens andre DNA-fejl går i arv fra generation til generation.

Selv medfødte DNA-fejl vil ikke nødvendigvis forårsage sygdom. Faktisk medfører de fleste kræftgener ikke i sig selv kræft, uden de bliver hjulpet på vej af yderligere sundhedsskadelig påvirkning såsom udsættelse for stråling eller giftstoffer.

Selvom prostatakræft er den mest almindelige form for kræft hos mænd, har det taget lang tid at erkende, at arvelighed spiller en så vigtig rolle i dets opståen. Aktuelt forsøger man at afdække de præcise genetiske defekter, der øger risikoen for at få prostatakræft. På sigt vil det være af stor betydning at kunne identificere disse mænd tidligt, således at man kan forhindre alvorlig sygdom hos dem og deres slægtninge.

Mænd med en påvist arvelig disposition til prostatakræft anbefales derfor at lade sig PSA teste 5-10 år tidligere end familiemedlemmers sygdomsdebut. Herudover kan mænd med en familiærbetinget øget risiko også via livsstilsændringer forsøge at forhindre det arvelige gen for prostatakræft i at blive aktiveret.

Arvens betydning

Der er ingen tvivl om, at prostatakræft i specielt en ung alder ophobes i bestemte familier. Mistanken rejstes allerede for over 60 år siden, men sammenhængen blev først endeligt påvist i begyndelsen af 1970’erne. Siden da har en lang række undersøgelser bekræftet dette. Den mest veletablerede undersøgelsesmetode hertil kræver, at mænd med prostatakræft og deres familier undersøges for, hvor mange af de pårørende, der også har sygdommen.

Samtidig undersøges familier med et tilsvarende antal alderssammenlignelige mænd uden prostatakræft. Ved at sammenligne forekomsten af prostatakræft blandt de pårørende til kræftpatienter med de raske mænds familier, kan en såkaldt relativ risiko beregnes.

Er hyppigheden af prostatakræft fx dobbelt så stor hos mænd med familiær disposition, sammenlignet med familier uden prostatakræfttilfælde, vil den relative risiko være 2,0. Med andre ord ville et tilfælde af prostatakræft i familien fordoble en mands risiko for selv at udvikle sygdommen.

Risikoen er størst i familier, hvor historien afslører, at nære slægtninge med sygdommen har udviklet en alvorlig form for prostatakræft, at flere familiemedlemmer rammes, samt at sygdommen konstateres i relativ ung alder – dvs. før 60-års alderen.

I tilfælde af at far eller bror diagnosticeres med prostatakræft, øges ens risiko for selv at udvikle sygdommen 2-3 gange, sammenlignet med mænd uden en sådan familiehistorie. Drejer det sig om prostatakræft blandt bedstefædre, onkler eller fætre, er risikoen mindre udtalt.

Kilde: Professor, overlæge Michael Borre, Aarhus Universitetshospital, Skejby

Hvem bør få målt PSA i blodet?

Du bør få målt sit PSA-tal, hvis der er mistanke om prostatakræft – enten fordi du er arveligt disponeret, eller fordi du har bestemte symptomer. Herunder kan du læse, hvad du skal være opmærksom på i forhold til begge dele.

Arvelig disponering for prostatakræft

Forskerne skønner, at det er mindre end 10 pct. af alle tilfælde af prostatakræft, der er arveligt betinget. Arvelig prostatakræft opstår typisk allerede inden 55-årsalderen.

Større risiko, hvis ens slægtninge har prostatakræft

Der er sammenhæng mellem antallet af familiemedlemmer med prostatakræft og risikoen for selv at få sygdommen. Risikoen for at udvikle kræft i prostata er fordoblet, hvis ens far eller bror har haft prostatakræft. Risikoen øges, hvis sygdommen blev påvist i en ung alder, og/eller hvis der er flere slægtninge med sygdommen.

Anbefalinger hvis du er arveligt disponeret

Hvis du har mere end én nær slægtning med prostatakræft anbefales det, at du får kontrolleret dit PSA-tal og får foretaget fingerundersøgelse af prostata fra 50-årsalderen.

Hvis dine nære slægtninge fik konstateret prostatakræft, før de blev 50 år, anbefales det, at du starter undersøgelserne før. Det vil sige senest 5 år før den alder, hvor dine slægtninge fik prostatakræft, eller 10 år før den alder, hvor de fik konstateret metastaser fra prostatakræft.

Kontrollerne fortsætter, indtil man bliver for gammel og svagelig til, at behandling med helbredende sigte giver mening.

Hvis PSA-tallet er forhøjet

Hvis det viser sig, at PSA-tallet er forhøjet, vil man typisk blive henvist til en MR-scanning af prostata. Viser scanningen et eller flere mistænkelige områder, vil lægen tage nogle vævsprøver fra prostata. Man ved dog ikke, om den tidlige opsporing og dermed behandling ændrer sygdomsforløbet.

Kilde: Kræftens Bekæmpelses hjemmeside cancer.dk