
Min Historie: 4 års ’dagbog’ med prostatakræft
Af Gunni Lejf Graversen, Fredericia – PROPA medlem
Jeg er en årgang 1945, har hele mit liv fået meget motion: Løb, cykling, alpint skiløb, svømning – og efter jeg var sidst i fyrrene, begyndte jeg på fitness og styrketræning flere gange om ugen.
I 2018 bestilte jeg en komplet helbredsundersøgelse hos min læge og fik taget diverse blodprøver…
I den efterfølgende samtale fortalte lægen: ”Du er sund og rask hele vejen igennem, der er ingen anmærkninger til noget som helst”.
Dejligt at høre, svarede jeg, men jeg oplever ofte, når jeg er ude at gå eller cykle, at jeg skal tisse, her og nu! Jeg har læst, at man kan få nogle tabletter for at modvirke dette. ”Ja, det kan du godt få” – så han udskriver en recept på nogle.
På vej ud ad døren siger han: ”Måske må vi hellere tage en ekstra blodprøve!”
Den bliver taget et par dage senere. Da resultatet er PSA på 49, bliver jeg straks indkaldt til nærmere undersøgelse hos lægen. Han er dog fraværende, så det er en anden læge, der undersøger, hvordan min prostata mærkes. Åbenbart ikke så godt. Så efter et par dage: Til undersøgelse på Vejle sygehus til “tisseprøve” og derefter op på “Briksen” uden forklaring, hvor der så blev udtaget 12 biopsier i endetarmen uden bedøvelse: Det gjorde ondt og var meget ubehageligt!
Et par dage senere på Vejle sygehus til scanning, igen uden forklaring.
Nogle dage senere henvisning til Odense Universitets Hospital (OUH).
Der sidder vi så, min kæreste og mig, overfor en læge, som kikker på os og siger: ”Nå, men I ved jo godt, hvordan det står til!”
Nej, det ved vi ikke! Der er ikke nogen, der under forløbet har informeret os om noget som helst!
”Så skal jeg fortælle det”, siger lægen: ”Der er udtaget 12 stk. biopsier, og i de 11 er der aggressiv kræft. Vi kan også sige en Gleason score er 4+3=7”.
Skal jeg så have medicin eller stråler?, spørger jeg. Lægen svarer: ”Med hensyn til alvorligheden: PSA værdi 49, de udtagne prøver, samt dit i øvrigt gode helbred og kondition, vil jeg anbefale en robot-operation hurtigst mulig! Hvis der så senere viser sig noget kræft, kan vi give stråler eller kemo, men ikke først og derefter operation!”
Mange tanker vedrørende konsekvenserne flyver igennem mit hoved: Hvis der ikke bliver gjort noget: Hvad så? Sygdom og død – hvornår? Operation: Stor risiko for 100% impotens og inkontinens resten af livet.
Efter nogle minutter spørger jeg så: Hvornår kan jeg blive opereret? Lægen kigger på sin computer og siger: ”Det kan du blive den 10/9-18 kl. 0700”. Ok siger jeg.
7/9-18 Prostata skole OUH
10/9-18 Robotoperation og hjem dagen efter. Rigtig syg, samt stærke tabletter nogle dage. Sort og blå fra midt på livet til knæene de næste 3 uger.
21/9-18 Kateter fjernes hos egen læge.
29/10-18 PSA 0,22
5/11-18 Samtale på OUH med en ubehøvlet og arrogant læge. (Fuldstændig uegnet til patientkontakt).
Bem. Vi har en aftale med en fysioterapeut lige efter denne meget ubehagelige læge, og er faktisk enige om at aflyse fysioterapeuten. Men bestemmer os alligevel for at møde fysioterapeuten med hensyn til genoptræning. Vi mødes heldigvis med en sød, venlig og virkelig professionel fysioterapeut.
29/11-18 PSA 0.20
2019: PSA værdier taget hos egen læge: 8/1: 0,24 – 1/3: 0,17 – 19/3: 0,19 – 20/6: 0,27 – 5/9: 0,28
2020: 6/5: 0,36 – 24/11: 0,48
Har det rigtig godt: Træner fitness og styrketræning 5 – 10 timer om ugen. Går mange ture, cykler. Men ikke mere løb og skiløb, p.gr.a dårlig knæ og ingen svømning p.gr.a. Inkontinens. Laver en del hobby håndværk samt reparationer. Men er 100% impotent, inkontinent og bruger ble døgnets 24 timer.
2021: Februar: Ringede til min læge for at spørge, hvornår jeg igen skal have taget en PSA test? Fik at vide, at det ikke var nødvendig før til december.
30/11-21: PSA 3,5, samt at der blev taget en del blodprøver. Desuden skulle jeg selv tage og notere blodtryk i 3 dage.
Samtale med min læge Bent Pedersen den 9/12 -21, Han var meget tilfreds med alle blodprøverne! samt blodtryk.
Jeg oplyste ham om, at PSA værdien helst skulle være 0, fordi jeg have fået robot prostata operation, samt fjernelse af 22 lymfeknuder på OUH i sep. 2018. Der er også i journalen fra Prostata operationen anført: Regional lymfeknude metastase! – samt, at de ikke er sikker på at have fjernet alle lymfeknuder, der er inficeret!
”Er du blevet opereret?”, spurgte han overrasket! Hvorhenne? Hvornår? Hvad så?
Men jeg fik ham da til at få Vejle Sygehus til at indkalde mig til en undersøgelse, så nu er det jo spændende at se, hvor længe det varer, inden det sker.
Jeg har også i dag læst på cancer.dk, at der skal tages aktion, når PSA værdien er over 0,2 efter en operation, som den jeg har gennemgået. Det har den jo så været de sidste 5 PSA prøver uden reaktion fra lægens side!
December 2021: Så modtog jeg en indkaldelse til samtale på OUH. Til den 14/1-22 2022.
12/1-22: PSA 3,9
14/1-22: Samtale på OUH, hos en læge, der vurderede, at der var “et eller andet” der nok ikke var så godt, så han foreslog en PET scanning.
18/1-22: Blev PET scannet på OUH.
1/2-22: PSA 3,7
7/2-22: Samtale på OUH med en venlig og velforberedt læge, der fortalte, at der ikke var noget rigtig slemt og dårligt, men der var en del “småting” såsom: Retroperitonale lymfeknuder, der tolkes som metastaser, som de foreslog, at jeg skulle have antihormonbehandling for: BICALUTAMID 150 mg tabletter, 1 stk. om dagen.
Men for at undgå, at brystvævet vokser, tilbyder de en enkelt strålebehandling, før jeg starter på tabletterne. Han havde tabletter til 3 mdr. klar.
Besøg igen på OUH om 3 mdr. samt udlevering af ny portion tabletter.
Jeg accepterede deres tilbud.
Jeg har hørt og læst om de mange forskellige bivirkninger, BICALUTAMID tabletter kan give: Hedeture, ekstrem træthed, rødvinspatter, vægtøgning, muskeltab, o,s,v.
10/2-22: OUH. Onkologisk Afdeling R: Orientering af en venlig og velforberedt læge om, hvordan strålebehandlingen foregår.
16/2-22: OUH. Strålebehandling på Onkologisk Afdeling R.
18/2-22: Det svider på brystparti og maven som efter lidt rigelig solskin en god sommerdag. Har som sædvanlig været i træningscenter, som jeg er 2-4 gange om ugen, og gennemført mit alm. program: 20 forskellige øvelser med 3 sæt af 15 gentagelser med min max. kg belastning. samt 5 km på en motionscykel. Har selvfølgelig også gået derud og hjem: 4 km inkl. trapper til 10 sal.
19/2-22: Har det stadig rigtig godt, bortset fra de livsvarige senfølger fra operationen d. 10/9-18. Altså for 3,5 år siden: 100% impotens, desuden inkontinens, der kræver ble hele døgnet.
“Jeg håber, at “Min Historie” kan bruges som information for andre, samt oplyse om vigtigheden af, at man som paitent er meget opmærksom på ens egen situation og helbred. Og at man ikke kun sætter lid til egen læge. Det kan nemlig gå grueligt galt.