En PSA-test kunne måske have ændret mit forløb

Som 63-årig kontaktede jeg i september 2019 min læge og bad om at få taget en PSA-test, da flere i min familie og omgangskreds havde fået konstateret prostatakræft.

Min læge spurgte ind til, hvilke symptomer jeg havde – jeg fortalte, at jeg havde meget hyppige vandladninger.
Jf. udmelding fra Sundhedsstyrelsen var dette ikke tilstrækkeligt til, at jeg kunne få taget en PSA-test.

Den 23. juni 2020 fik jeg akut stop for vandladning og efter kort tid også stop for afføring. Jeg fik anlagt kateter til afhjælpning af vandladningsproblemerne.

Efter en periode med stort set daglige kontakter til egen læge og lægevagt blev jeg den 8. juli 2020 indlagt på hospitalet med henblik på udredning af problemerne. Såvel min egen læge som lægen på hospitalet havde følt på min prostata – tilsyneladende uden, at der var nogle alarmklokker, der ringede.

Den 8. juli 2020 blev jeg CT-skannet med dette resultat: “Prostata ses let forstørret med tværdiameter på 6 cm., ingen fremspring op i blærebunden.”

Den 30. juli 2020 fik jeg taget en PSA-test, og resultatet viste et PSA-tal på 251.

Den 13. august 2020 var jeg på Urologisk Ambulatorium, hvor lægen følte på min prostata. Lægen fandt tilsyneladende ikke noget påfaldende, men på grund af det høje PSA-tal blev det besluttet at udtage biopsier.

Den 20. august 2020 fik jeg resultatet: kræftceller i samtlige biopsier og en Gleason score på 7. Efter scanninger var meldingen, at der ikke var spredning fra prostata.

Jeg blev herefter overført til OUH, som anbefalede nye scanninger. Desværre viste de spredning til tre lymfer. Da der var sket spredning, kunne jeg ikke blive opereret og dermed helbredt, men jeg fik tilbudt stråleforløb og livslang hormonbehandling.

I mit forløb blev jeg afvist fra at få taget PSA-test, da jeg ”kun” havde problemer med hyppig vandladning. Man bør også lægge mærke til, at tre læger havde følt på min prostata uden at finde anledning til at få foretaget en PSA-test.

Såfremt jeg havde fået taget en PSA-test i september 2019, kunne mit forløb måske have været anderledes. Jeg kunne måske have undgået at ende med en livstruende, uhelbredelig prostatakræft samt følgevirkningerne af hormonbehandlingen: hedeture, kraftig vægtøgning, manglende sexlyst og impotens, problemer med vandladning, manglende initiativ og lyst, samt tab af muskelmasse.

Jeg har stadig livstruende uhelbredelig prostatakræft og er i livslang behandling med antihormon med de følgevirkninger, det giver. Men derudover har jeg det godt og er på vej tilbage til et aktivt liv igen.

Dette skyldes ikke mindst, at jeg meldte mig som frivillig i PROPA. Det har givet mig nyt netværk og muligheder, som jeg ikke kunne se, da jeg fik diagnosen.

Min opfordring er derfor: Kom med i fællesskabet af frivillige og bidrag med det, du kan.