Ole fik prostatakræft som 60-årig, efter at have skubbet lægebesøg foran sig. Operationen fjernede kræften, men ændrede hans liv. I dag deler han sin historie for at bryde tavsheden. Han råder alle mænd til at få taget en PSA-test og håber, at hans søn, Mathias, følger rådet.

Et forhøjet tal

I to år havde Oles læge bemærket, at hans PSA-tal lå for højt. Alligevel tog Ole det ikke alvorligt. Arbejdet fyldte for meget. På det tidspunkt stod han midt i travle messer i København, hvor aftaler og indtægter skulle på plads.

“Jeg tænkte, at når den ikke var værre, så kunne jeg godt køre videre. Jeg havde ikke tid til at rende til lægen, når jeg skulle ud og tjene penge,” fortæller han.

Det var under modeugen i Bella Center, at en kollega vendte sig mod ham og spurgte: “Er du ikke bange for at dø, Ole?” Ole husker, hvordan han nærmest blev paf. “Hvad snakker hun om? Det var bare en undersøgelse, jeg havde fået lavet. Jeg tænkte, nu skal du ud og tjene penge – du har ikke tid til sådan noget,” siger han.

Han havde ingen tydelige symptomer. Kun at han måtte op om natten for at tisse – noget han slog hen som kulde.

Da endnu en blodprøve viste det samme billede, sagde lægen, at han ikke længere kunne tage ansvaret. Ole blev sendt videre til hospitalet i Holstebro, hvor en biopsi afslørede kræft i seks ud af tolv vævsprøver.

“Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde fået det. Hvad havde jeg gjort forkert, siden jeg havde fået det? For jeg har ikke nogen i min familie, der har haft det,” fortæller han. Beskeden ramte ham hårdt: “Jeg var i et sort hul.”

Da lægerne forklarede mulighederne, var hans svar klart: operation frem for stråler. “For det skidt skulle bare væk,” husker han.

Operationen fjernede kræften, men var et voldsomt forløb at komme igennem og efterlod senfølger, som Ole stadig lever med.

Et fællesskab i PROPA

Med hjem fra udredningsbesøget hos lægen fik han også materiale fra PROPA. Det blev startskuddet til et nyt kapitel. Ole meldte sig ind, fordi han savnede nogen at tale med om sygdommen. Først senere fandt han ud af, at flere af hans venner også havde prostatakræft.

“Jeg gik ned og fortalte i Lions-klubben, at jeg havde fået prostatakræft og skulle opereres. Så sagde to-tre stykker, at det havde de også. Og vi havde aldrig snakket om det,” fortæller han.

For Ole blev det en øjenåbner. Hvor kvinder ofte deler deres erfaringer åbent, tier mænd stille – især når det handler om sygdomme “neden for bæltestedet”.

“Det er et pinligt sted at snakke om. Det handler jo om impotens og inkontinens. Men jeg mener, det skal oplyses. Jo mere du snakker om det, jo mere dagligdags bliver det,” siger han.

Et klart råd til sin søn – og andre mænd
Ole har givet sin søn en kraftig anbefaling om at få taget sit PSA-tal. Sønnen er lige fyldt 40, og derfor mener Ole, at tiden er inde til at begynde at gå til kontrol.

“Jeg håber, at han gør det.”

Hans råd til andre mænd er tilsvarende klart: tag undersøgelserne alvorligt, følg op på en forhøjet PSA, og søg læge — også selvom man ikke mærker symptomer.

Håb og perspektiv

I dag bruger Ole sin position i PROPA til at hjælpe andre mænd i samme situation. Og han vil gerne give håb videre.

“Man skal tage det alvorligt, men man skal også vide, at man godt kan blive helbredt af det i dag. Der er mange flere muligheder nu, end der var for 12 år siden,” siger han.

FAKTABOKS: Arvelig risiko for prostatakræft

Kræft hos far eller bror
Hvis din far eller bror har haft prostatakræft, er din risiko for selv at få sygdommen dobbelt så stor. Risikoen stiger yderligere, hvis flere i familien har været ramt, eller hvis de fik sygdommen i ung alder.

Brystkræft i familien
Nogle familier bærer på genmutationer, særligt BRCA2, der øger risikoen for både brystkræft og prostatakræft. Hvis din mor, søster eller andre nære familiemedlemmer har haft brystkræft, kan det være værd at tale med din læge om, hvorvidt du bør screenes tidligere.

Kend din families sygehistorie
Under 1 ud af 10 tilfælde af prostatakræft skyldes arvelige forhold. Mænd med kræft i familien anbefales at starte PSA-kontrol tidligere – typisk fra 40-45 år i stedet for 50 år.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse