Peter har haft kræft tre gange og har i dag fået sit gode liv tilbage

En fortælling om mod, modgang og en mand, der nægtede at give op

Peter Møller har stået ansigt til ansigt med kræft tre gange. Hans forløb med prostatakræft bød på ventetid, systemfejl og en næsten endeløs række af komplikationer. Men det er også en historie om vedholdenhed, håb og viljen til at få livet tilbage. Nedenfor følger den personlige beretning.

En rutinekontrol afslører noget nyt

Jeg har haft cancer 2 gange: Malignt Melanom – Modermærkekræft. Jeg har meget snart brugt 10 år af mit liv på kontroller, undersøgelser, scanninger, reoperationer og ikke mindst psykiske udfordringer før hver kontrol. Jeg mener derfor, at hvis der bare var lidt retfærdighed til her i tilværelsen, så har jeg vel taget min del af den forbandede sygdom! Men sådan skulle det altså ikke være. Sådan har mit prostatacancerforløb været:

Søvnproblemer og mistanke om noget mere

I forbindelse med min Modermærkekræft var jeg den 30.10.23 indkaldt til en PET-CT-scanning på Herlev. Ingen problemer i det, den forløb som planlagt. Der var også planlagt et kontrolbesøg den 8.11.23, igen på Herlev, og hvad angik modermærkerne var der intet at bekymre sig om, men lægen sagde også til mig, at jeg havde en voldsom stor prostata, som hun anbefalede mig at få undersøgt. Det gav ret god mening, for mit nattisseri var efterhånden en stor belastning. 5-6 gange hver nat var helt normalt for mig, og det ér altså en belastning med så mange afbrydelser af nattesøvnen.

Systemet siger nej – men jeg giver ikke op

Jeg gik derfor til min praktiserende læge den 14.11.23, og de lavede en henvisning for mig til Klinik for Urinvejssygdomme på Herlev hospital. Allerede dagen efter, den 15.11. kom der svar fra Herlev, med disse nedslående ord: ”Vi har desværre været nødt til at sende henvisningen tilbage til din læge. Det skyldes, at der ikke er grund til udredning eller behandling på nuværende tidspunkt.”

Det var naturligvis ikke et svar jeg ville affinde mig med, så tilbage til egen læge, som lagde en henvisning i skyen, så jeg kunne finde en privatpraktiserende urolog. Det lykkedes, men hold da op hvor er der lang ventetid, et halvt år, helt til den 23.5.2024.

Et møde med en urolog, der siger det ligeud

Det blev – heldigvis – Asger Lind Poulsen i Rødovre Centret. En behagelig og dygtig læge. Jeg blev undersøgt efter alle kunstens regler, og ved den efterfølgende samtale, sagde han bl.a.: ”Du har en meget stor prostata, mindst dobbelt størrelse, men det kan der jo ret nemt gøres noget ved. Det var det positive, for jeg bliver nødt til at fortælle dig, at jeg er sikker på at der er cancer i din prostata. Jeg har kun taget fejl i sådan en diagnose én eneste gang i mine 15 år som urolog, og det var lige i starten af mit virke. Jeg henviser dig derfor til Herlev i et kræftpakke forløb.” Noget af en mavepuster, det var nok noget af det værste jeg kunne få at vide, men af ”erfaring” vidste jeg, at når man er i kræftpakke forløbet går tingene noget hurtigere, og det holdt heldigvis stik!

Hurtig handling og kræftpakkeforløb

Allerede 6 dage senere var jeg indkaldt til samtale og undersøgelse på Herlev, den 29.5. Lægen, Joachim Veloso, havde vi en god samtale med. Han havde fået billederne som Asger Lind havde taget, og han lød faktisk ikke særlig bekymret. Han var enig i en meget forstørret prostata, men ikke bekymret for prostatakræft. Billederne blev dog overført til Koelis, hvis der senere skulle ønskes biopsi.

MR-scanning, biopsi og den endelige diagnose

Man blev åbenbart enige om, at der skulle foretages en MR-scanning af prostata, og det blev allerede dagen efter, den 30.5. Dejlig at få det overstået.

Resultatet af denne scanning gjorde, at der skulle tages vævsprøver som skulle sendes til biopsi. Det foregik den 12.6. og blev foretaget af Læge Nis Nørregaard. Igen en behagelig og sympatisk læge, der meget grundigt fortalte alt hvad han foretog sig. Der blev taget i alt 4 vævsprøver af prostata. Det var ikke smertefuldt men dog ret ubehageligt.

Jeg blev indkaldt til at få min ”dom” hos kirurg Rikke Nielsen den 2.7. Der var cancer i 3 af de 4 prøver, og jeg havde i Gleason på 7 i gennemsnit, hvor der både var højere og lavere tal.

Der er flere behandlingsformer, både stråler og operation.

Valget af operation frem for stråler

Jeg blev anbefalet, og sagde ja tak til en radikal prostatatektomi, hvilket er en operation, hvor man fjerner hele prostata, og efterfølgende syr urinrøret fast på urinblæren. En operation der foretages i fuld narkose, og varer normalt 3-4 timer.
Jeg fik gennemgået bivirkninger og risici for: Blødning, infektion, impotens, inkontinens, anastomolækage med langvarig kateterbehandling, lymfødem samt øvrig organlæsion. Det er simpelthen noget af en udfordring.

3 måneders helvede

Forberedelserne til operationen og de sidste rejser

Jeg har meldt mig ind i Propa, som er Prostatakræftforeningen i Danmark, og jeg var så heldig, at der var møde i Herreværelset i Propa i København den 10.7. Det var en rigtig god snak jeg fik med 6 andre der enten havde haft, eller har prostatakræft. Rart at tale med ligesindede, og der er ingen tvivl om at det er senfølgerne der fylder mest, og de kan altså vare fra 3 måneder til flere år. Det er nok dem der fylder mest på negativskalaen lige nu, men det skal jo nok være skidt før det bliver godt.

Der kom faktisk tilbud om operation allerede i starten af august, men da det – lige nu – heldigvis ikke er en aggressiv form for cancer, blev vi enige om at udskyde operationen til den 12.9. Det er fordi jeg/vi havde planlagt hele 3 udlandsrejser i juli og august, og en del andre aftaler. Efter operationen kan der meget nemt gå 4 måneder før det kan komme på tale at rejse igen, og det er lang tid i min (rejseglade) verden.

Derfor blev planen, at jeg skulle til fysioterapeut på Herlev den 16.8., for at lære at styre min bækkenbund. Den 11.9. er der så en 3 timers operationsforberedelse, og den 12.9. operation.

Vi kom afsted på vores 3 udlandsrejser: Kreta, Barcelona og Lissabon. Det var nogle dejlige afbræk i hverdagens bekymringer.

Den 11.9. var vi så til operationsforberedelse på Herlev. Det tog hele formiddagen, og det var en grundig gennemgang af, hvad der skulle ske dagen efter. Vi var til samtale med både en sygeplejerske, en læge og en anæstesilæge. Selve operationen var planlagt til dagen efter kl. 13.02 (?!?!), men jeg skulle møde allerede kl. 07.15. Hvorfor kunne jeg ikke vente med at møde til noget senere? Hvis nu “morgenpatienten” ikke kom – af en eller anden grund – skulle jeg møde så tidligt, naturligvis fastende, og det gjorde jeg så! Blev hentet af Falck på min hjemadresse kl. 06.00!

Dagen på operationsbordet og begyndelsen på komplikationerne

Jeg tjekkede ind på stue 2, 23. etage. Udsigten var ok, men udsigten til 5 timers ventetid inden operation var nærmest ulidelig. Heldigvis fik jeg en seng, og da jeg var noget i søvnunderskud, blev det trods alt til et par timers søvn, og resten af tiden med en god lydbog i ørene.

Kl. 13 kom en portør og kørte mig til operationsgangen på 4. sal. Jeg hilste på alle dem der skulle være omkring mig under operationen, ikke mindst på overlæge Joachim Veloso, som jeg havde hilst på tidligere, og som skulle være operatør/robotfører, og forsøge at få fjernet alle dårlighederne. 13.15 blev jeg lagt i narkose og ca. kl. 18 blev jeg kørt til opvågning. Jeg har efterfølgende talt i telefon med Joachim, for bl.a. at få forklaret en sætning i Min Sundhedsplatform fra operationen. Der står: Pt. har været kortvarigt overfladisk under operationen, obs. dette. Hvad pokker betød det? Jo, jeg havde på et tidspunkt i den ret lange operationstid, pludselig vippet lidt med tæerne, som om jeg var ved at vågne, så de måtte lige skrue lidt op for narkosen, for det ville ikke være rart at vågne op og selv opleve operationen live.

Operationen gik tilsyneladende godt. De fik fjernet prostata med robotten, og det foregik gennem 6 huller i maveskindet. Vigtigst for mig var og er, at urinrøret er syet godt sammen med blæren, det kan være alfa og omega for min fremtid, så det kunne jeg kun krydse fingre for, men mindst lige så vigtigt var det naturligvis at de havde fået fjernet al cancer.
I øvrigt vejer en normal prostata mellem 20 og 30 gram. Min vejede 91 gram, så det var en ordentlig krabat.

Kateterproblemer og smerter

Jeg ved ikke lige hvad tid jeg blev fragtet til min nye stue på 22. etage, men jeg havde det rigtig skidt. Det medførte en lang række tests og masser af medicin. Det viste sig, at slangen til mit nyanlagte kateter havde fået et knæk, så urinen ikke havde frit løb ned i posen. Det gjorde naturligvis at det stasede op, og gjorde mig meget utilpas med store smerter. De fik det heldigvis udbedret, og jeg fik det noget bedre. Men det betød så, at jeg fik en ekstra dag på hospitalet, og en hel uge ekstra med kateter. Det var ikke spor rart!

Alt i alt var det dog en god oplevelse, og mit indtryk af både de 7 personaler i operationsteamet, og dem på afdelingen/stuen er absolut positivt. Søde, forstående, hjælpsomme og professionelle.

Det blev fredag den 13. Måske ikke den mest flatterende dag, hvis man er lidt overtroisk, og det var sandt for dyden heller ikke en dag der går over historien fra min side. Mens jeg bare lå og lå, tænkte jeg en del 8 år tilbage i tiden. Præcis på denne dato i 2016 startede mit livs motionsudfordring, jeg cyklede ud af San Francisco med planlagt mål i New York 32 dage senere. Det var en tur, i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, hvor det primære formål var at sætte fokus på mænds manglende evner i at komme til lægen i tide. Nu lå jeg så her, ny opereret for cancer, for 3. gang. Må indrømme at jeg havde lidt ondt af mig selv!

En lang række undersøgelser, infektioner og skuffelser

Den 14. startede som den 13. med blodprøver, blodtryk (96 over 65), puls (52) blodfortyndende medicin og endelig stuegang. Jeg fik lov til at komme hjem når svaret på blodprøverne var kommet. De kom ved middagstid og var ok, så var det endelig tid til at komme hjem igen. Det var i smerter, både i de 6 operationssår og i resten af maven fordi jeg ikke havde været på toilettet siden torsdag morgen.

Dejligt at ligge i sin egen seng igen, men søvn var det så som så med, vågnede kl. 3 og fik tømt natposen med det besvær og bøvl det indebærer – men man blev vel bedre til det i løbet af de næste 14 dage, og nætter. Både den 15. og den 16. har vi været ude på meget små gåture, og hvor er det skønt bare at komme ud i den friske luft og få sig rørt minimalt i forhold til hvad jeg plejer, som sjældent er under 2½ times daglig motion…..

Det var ikke så nemt det hele. Dagpose, natpose, tømme, skifte osv., det er jo ikke lige ting man er vant til, men øvelse gør vel mester som man siger….

Den 21.9. fik vi gået den hidtil længste tur! den var på lidt over 3 km, og bagefter var jeg bare banketræt. Næsten ikke kræfter til at spise, men uden mad og drikke…….

Om mandag skulle jeg til egen læge og have fjernet clips, det var skønt, så kunne jeg forhåbentlig igen sove på siden som jeg foretrækker. Torsdag skulle katederet fjernes på Herlev, det skulle bliver endnu skønnere, og så er der ventetid til den 3. oktober, hvor jeg får svar på diverse biopsier, og det videre forløb.

Arrene var lidt røde, men alt i alt så det meget fint ud, ifølge lægen.

En “normal” prostata vejer som tidligere nævnt mellem 20 og 30 gram. Den de fjernede fra mig vejede 91 gram. Jeg tænkte: Hvad vil det egentlig sige, rent størrelsesmæssigt?
Tog derfor en lille kartoffel og vejede den: 23 gram! Derefter en pære og vejede den: 91 gram. Det sætter tingene lidt i relief mener jeg!

Jeg var spændt på at tale med lægen der skulle fjerne mit kateter om torsdagen, for jeg ville naturligvis spørge ham om det er normalt, at man bliver så blå som jeg var blevet efter en operation, og så var det efter 10-12 dage. Jeg syntes det så lidt voldsomt ud, og så var det på begge hofter.

Vi kom til Herlev den 26., og håbet var helt klart at få fjernet kateteret, men jeg blødte stadig temmelig meget når jeg var på toilettet, så jeg var ikke helt sikker. Ganske rigtigt: Du beholder lige dit kateter i en uge mere (mindst), det må ikke bløde ved siden af kateteret når det skal fjernes, og det var hvad det gjorde.

Det var som om blødningen var taget lidt af, ved de sidste 2 toiletbesøg. Nu skal det bare stoppe helt!!!

Den følelsesmæssige og fysiske nedtur

Jeg havde det skidt, både fysisk og psykisk, syntes det var lige lovlig meget op ad bakke, og det var svært at finde lyspunkterne i hverdagen lige i disse dage.

Den 29.9 havde jeg haft 2 toiletbesøg uden blod ved siden af kateteret, det gjorde mig godt nok glad, men for pokker hvor havde jeg mange smerter i underlivet.

Det var utroligt som fysiske smerter og ubehag kunne fylde, men det var jo “kun” det fysisk, og det fik de forhåbentlig styr på i den allernærmeste fremtid. Canceren gjorde jo ikke ondt på samme måde, og derfor blev det nok presset lidt i baggrunden, men det var jo for pokker det, der var størst risiko for at dø af, hvis det skal tegnes allermest sort op.

Der var kommet et svar på diverse biopsier i Min Sundhedsplatform, men for en som mig var det ganske umuligt at få noget ud af at læse, så det opgav jeg, og det var måske også meget godt. Svarene fik jeg mundtligt i morgen, den 3. oktober, en dato der hele tiden havde været en form for skæringsdato, men i min naivitet håbede jeg at det udelukkende var svar jeg skulle have. Nu er det også kateteret, blev det mon fjernet? Jeg var ikke den store optimist længere, det siveblødte stadig, urinen var meget mørk og lugtede fælt, det sveg ved hvert skridt jeg tog, og så svingede jeg meget mellem at fryse og svede, men jeg krydsede naturligvis mine fingrene!

Der skulle dagen efter sættes en kontrastvæske indsprøjtning i mit kateter, for at se om der var en lækage et eller andet sted, og det kunne så konstateres med en efterfølgende scanning.

Dagen efter var der medlemsmøde i Propa Hillerød, og der havde jeg tilmeldt mig. Min hustru var ligeledes tilmeldt et tilsvarende pårørendemøde. Det tror jeg vi begge havde godt af. Naturligvis var det alt afhængig af “dagsformen” om vi møder op, men det satsede og håbede jeg på!

Endelig kræftfri og kateteret fjernet

Klar til dommens dag

Torsdag den 3. oktober startede tidligt, og rigtig godt. Stod op klokken godt 5, og følte med det samme at jeg skulle på toilettet. Det havde indtil nu været lidt ”uro” i maven når jeg skulle derud. Ville det sive, løbe, dryppe, eller som denne morgen holde fuldstændig tæt. Det var en fantastisk start på “dommenes dag”. Badet og diverse blev klaret med optimisme, og kl. 7 kom Falck og kørte os til Herlev.

Klokken 8 kaldte sygeplejerske Vibeke os ind. Hun startede med at beklage at der ikke var en læge til stede, han var desværre blevet syg. Det er noget skidt at få at vide, for hvad nu? Hun viste sig dog at være yderst kompetent, og fortalte i klar tale, at al canceren var fjernet. Vi så et tværsnit af min prostata, hvor det var tydeligt at alle kræftknuder lå indkapslet i prostata, og således ikke kunne have spredt sig. En enkelt lymfeknude i tæt forbindelse med prostata var ligeledes cancerfri. Mennesker der har været ramt af cancer og får beskeden: “Du er kræftfri” ved lige præcis hvordan jeg havde det i de øjeblikke, det var intet mindre end fantastisk. Jeg var/er lykkelig! Nu er det jo dybest set en læge der skal give den besked, så jeg ville blive ringet op af en læge en af de nærmeste dage.

Så var der lige min meget tætte og nye “bedste ven”: Kateteret! Der var ingen tvivl, det kunne blive fjernet nu, da det ikke blødte i morges og samtidig var min urin helt klar. Vibeke fjernede det uden de store hyl og skrig fra min side. Nøjjjj hvor var det rart at sige farvel til denne trofaste følgesvend fra de seneste 3 uger. Nu skulle jeg bare kunne tisse inden 4 timer, ellers var det retur til Herlev. Det var på ingen måde noget problem, nærmere tværtimod, men med knibeøvelser, knibeøvelser og knibeøvelser skulle jeg nok lære at styre den stråle!

Der var lige to dumme sidegevinster: En ondartet blærebetændelse, som ikke var helt ualmindelig i mit forløb, og som jeg fik penicillin med hjem til at kurere, og en mindst lige så ubehagelig hæmoride der skal smøres morgen og aften. Sådan er det bare!

Livet uden kræft og de første skridt frem

Nu skulle jeg til at leve mit nye prostatacancerfrie liv, og det håbede jeg at få hjælp til fra andre medlemmer i Propa. Ved aftenens møde i Propa Hillerød, ville der være et foredrag om inkontinens efter operation. Det var jeg meget spændt på at høre, for det var da i den grad relevant!

Jeg følte at det havde udviklet sig til lidt af en Never ending story!
Det var et godt møde i Propa den 3. oktober. Jeg både lyttede, talte og forstod andre “ligestillede” og de udfordringer de havde/har. Men samtidig var jeg jo også på den rigtige side: Ingen cancer, intet kateter. Det var skønt!

En ny nedtur: tilbage på hospitalet

Imidlertid udviklede weekenden samt mandag sig til nogle rigtige møjdage. Jeg havde store smerter i og over mellemkødet når jeg sad ned, og tissede blod, så jeg ringede til hospitalet tirsdag morgen, den 8.10. De bad mig møde op på Akutmodtagelsen så hurtigt som muligt. Jeg blev taget fint imod, blev indskrevet, havde samtaler med både sygeplejerske og læge, og ingen af dem var tilfredse med min tilstand. Der blev taget blodprøver, målt blodtryk og puls, og især nogle af blodprøverne viste ekstremt høje tal.

De brød sig lige så lidt om mine mange smerter som jeg selv, og jeg blev derfor sendt til PET skanning. 4 timers ventetid! Retur til Akutmodtagelsen og endnu nogle timers ventetid inden jeg fik et svar, og det var temmelig nedslående. Det viste sig at der var en lækage i sammensyningen mellem urinrør og blære, så der sivede urin ud i systemet. Det kunne være medvirkende til de mange smerter i mellemkødet. Endnu en blærebetændelse kunne ligeledes være smertefuldt. Alt i alt betød det, at jeg skulle have kateter sat op igen. Det var lige ved at feje benene væk under mig, men på den anden side, hvis det nu var det der skulle til. Det gik forholdsvist nemt, og blev foretaget af en læge pga min nylige operation. Endvidere skulle jeg igen fodres med penicillin for blærebetændelsen. Besøget på Akutmodtagelsen varede i alt 11 timer!
Efterfølgende gik jeg så og ventede på, at det blev den 21.10., hvor jeg både skulle skannes, til samtale og kontrol hos en læge og forhåbentligt få seponeret kateteret. Det blev den 13.10., og jeg fornemmede en lille fremgang rent smertemæssigt, ligesom sivning ved siden af kateteret var i aftagen, så jeg krydser!

Det var i sandhed en never ending story – sådan følte jeg det i al fald!

Gentagne scanninger og frustrationer

Den 21.10. mødte jeg op til skanning, samt efterfølgende kontrol og samtale. Skanningslægen fortalte mig at der stadig var en mindre lækage i sammensyningen, men at den var ved at blive indkapslet, så der ikke løb urin ved siden af urinrøret. Med denne besked gik jeg opløftet videre til kontrol hos læge Muhammad Al-Hamadani (havde aldrig mødt ham før, og håber heller ikke at møde ham igen.) Han var en meget lidt sympatisk læge i min verden. Ikke noget med hej, hvordan har du det, hvordan har den seneste tid været eller lignende. Nej: “Hvad er dit personnummer, Du har været til skanning (ja det vidste jeg ligesom godt), Der er stadig en lækage og du skal beholde dit kateter i 3 uger mere!” Det var hvad han sagde, og i øvrigt på ret dårligt dansk, og uden nogen mimik eller venlighed i hverken blik eller stemme!

Alt i alt en møjdårlig oplevelse, der på alle måder var ved at feje benene væk under mig, men jeg må jo prøve at tage det hele i stiv arm, og få det bedste ud af situationen – kræften var jo heldigvis væk!
Tirsdag den 22. have jeg en telefonaftale med Annette, fys fra Herlev. Vi blev dog hurtigt enige om, at så længe jeg har kateter, kan hun ikke rigtigt guide mig videre, så fortsat daglige knibeøvelser, og så “gå motion” i det omfang min krop kunne klare det!

Så fik jeg en ny tid til skanning og samtale den 11.11., hvor jeg så igen igen håbede at få fjernet mit kateter. Og så ny telefon konsultation med fyssen den 12.12.

Den 11. november mødte jeg op til scanning kl. 12.30, og skulle efterfølgende til samtale med en læge. Scanningslæge Barbara fortalte, at der stadig var en mindre lækage – noget mindre end sidste gang – og hun forberedte mig på, at jeg nok skulle have forlænget min “katetertid”.

Et lille håb i mødet med en god læge

Lægen jeg skulle ind til var syg – det er de tit om mandagen – men heldigvis kom jeg så ind til Joachim Veloso, der også foretog operationen den 12. september. Han er i modsætning til den forrige læge en behagelig og samtidig rar og oplysende person, hvilket jeg virkelig satte pris på. Han havde været i kontakt med scanningslægen, og der var ingen tvivl om, at perioden med kateter skulle forlænges. Denne gang i yderligere et par uger. Til gengæld sagde Joachim, og det har han ført ind i journalen: “at det højst sandsynligt er helet op indenfor 14 dage”! Betryggende og dejlig besked! Vi så bl.a. scanningsbilleder fra både da lækagen var størst, og fra den aktuelle scanning, hvor den tydeligt var mindre!

En teknisk fejl med store konsekvenser

Jeg spurgte ind til hvad pokker der kunne være gået galt, og der var nok flere svar, men det mest sandsynlige var, at der var kommet et knæk på kateterslangen, så urinen ikke kunne løbe ned i posen. Det betød at blæren blev både fyldt og overfyldt, og som en ballon der ikke kan holde til mere, bristede det mest sårbare sted, og det var naturligvis ved sammensyningen. Det var nok der hele misæren var opstået. Hvordan der kan komme et knæk på slangen, er mig uforståeligt, men jeg bliver nødt til at tro at det er en menneskelig fejl fra personalets side. En fejl der ikke måtte ske!
Og det hele betød jo så, at jeg skulle være indlagt 2 dage i stedet for 1, og som der står i operationsbeskrivelsen: “Kateteret skal fjernes efter 7 dage”, hvilket var blevet forlænget, forlænget og forlænget, så det nu blev mindst 2,5 måned med alt det ubehag og besvær som det indebar!

Samtalen endte med, at jeg ville få en indkaldelse til endnu en scanning og efterfølgende samtale. Naturligvis ville det blive den samme dag. Så var det at jeg endnu engang blev lidt frustreret, når jeg så fik indkaldelse til scanning den 25. og samtale den 27. Der skulle flere telefonsamtaler til, og talen med ret store ord, før det blev ændret, så begge dele skete den 27. november!

Tålmodigheden slipper op

Så blev det den dag, hvor jeg håbede at få besked på at lækagen var helet helt op, og at jeg kunne få fjernet kateteret! Jeg troede dybest set ikke helt på det, men håbede det i allerhøjeste grad!

Håbet var som frygtet ikke helt nok. Lækagen er godt nok blevet mindre, men der siver stadig, så helt tæt er det desværre ikke. Lægen Helen T. foreslog at jeg skulle beholde kateteret i endnu 3-4 uger, men jeg havde i forvejen en 3 måneders kontroltid den 11.12., så aftalen blev at de prøvede at få en scanningstid den 11., og så håbede jeg igen igen at det var helet helt op, ellers måtte jeg bare fortsætte med det forbandede kateter. Ved den 3 måneders kontrol skulle jeg inden have taget en blodprøve for at få konstateret at al kræften er væk, det er med et såkaldt PSA tal. Det skulle meget gerne være på 0, i forhold til de 6 det var på ved hele denne ørkenvandrings begyndelse.

Der blev inden operationen sagt 7 dage med kateter, faktum er at det blev omkring 100 dage!
Den 11.12. var lidt en “skæbnedag” i mit mindset. Jeg var i tvivl, ikke om canceren var væk, for det havde jeg konstateret på Min Sundhedsplatform med et PSA tal på mindre end 0,05 (nærmest umålelig), men om lækagen var helet så meget op, at jeg kunne få fjernet kateteret. Scanningslægen var positiv med en snert af tvivl, så igen, ventetiden til lægesamtale var lang, men den var ventetiden værd. Doktor Lars var en rigtig positiv, informativ og behagelig læge, og vi fik talt tingene godt igennem. Han var – som den første læge – meget forstående over det hårde efterår jeg har haft, men nu skulle vi se frem, kateteret skulle fjernes! Yes, 3 måneders “helvede” var endelig slut. Selve seponeringen gik nemt og smertefrit, og jeg var lettet fra 1. sekund!

Imidlertid syntes jeg at jeg har været mere igennem, end det har været nødvendigt. Hvis ikke “en personale” havde sjusket, og der var kommet et knæk på min kateterslange! Derfor har jeg nu afsendt 2 klager til hhv. Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen. Jeg er ret sikker på at jeg ikke får medhold nogen af stederne, men det skulle prøves, så nu kan jeg bare vente på en reaktion eller to!

En ny begyndelse med træning og håb

Den 12.12. havde jeg en aftale med en fysioterapeut fra Herlev Hospital. Hun ringede som aftalt, og vi fik sludret om hvad jeg kunne gøre for at mindske min inkontinens, og hvad jeg nu kan tage fat på af mere fysisk art. Jeg “fik lov” til at tage i træningscenter for første gang i 3 måneder, og der har jeg været. En lille tur på løbebåndet og i crossmaskinen samt en omgang lettere styrketræning! Det var skønt, så lad det blive starten på et nyt kapitel i mit fremskredne voksenliv!
De første par måneder efter seponeringen gik jeg med trusseindlæg. Det var faktisk ikke nødvendigt, men hellere safe than sorry, og fra februar er jeg blevet både ble og drypfri. Det er bare skønt, og jeg har endelig fået mit gode liv tilbage!

Indsendte klager og refleksion over hele forløbet

Den 3. april fik jeg et brev fra Styrelsen for patientklager. Heri står bl.a.: ”Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev Hospital, den 12. september 2024. Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at: Det ikke på tilstrækkelig vis blev sikret, at der ikke var knæk på kateterslangen.” Det er så korrekt som det kan være, så de har trods alt fat i min sag!