
Professor, overlæge, Ph.d. Andreas Røder, Urologisk Klinik, Rigshospitalet.
Foto: Büro Jantzen/Rigshospitalet.
Embolisering af prostata – en ny mulighed ved godartet, forstørret prostata
Rigshospitalet har taget initiativ til at indføre en ny behandling for godartet, forstørret prostata hos patienter, der ikke er kandidater til udskrælning af prostata (TURP), særligt for mænd, der ikke tåler fuld bedøvelse, eller hvor prostata er meget stor. Metoden kaldes embolisering.
Det skal bemærkes, at der ikke er tale om en kræftbehandling, og patienter med prostatakræft er IKKE kandidater til behandlingen.
Der er således behov for større og tidkrævende undersøgelser, før man kan se om embolisering også kan være relevant for patienter med prostatakræft.
propa.dk bringer her en artikel om embolisering. Artiklen har været bragt i Rigshospitalets medarbejdermagasin IndenRigs i januar 2020.
Bittesmå kugler tager pulsen på prostata
Tusinder af danske mænd får hvert år problemer med at tisse på grund af forstørret prostata. Ny behandling med mikropartikler kapper blodforsyningen og får den forvoksede kirtel til at skrumpe.
Natlige ture på potten, hyppig vandladning, slap stråle og problemer med at tømme blæren tilstrækkeligt. Op mod halvdelen af alle danske mænd over 60 år døjer med godartet, forstørret prostata og vandladningsgener. Kirtlen vokser hele livet og ender ofte med at gøre livet besværligt. Men nu er der godt nyt til de tissetrængende mænd.
Godt alternativ
– Prostata er mænds nemesis. Som ung er prostata nødvendig for at være fertil, når man bliver ældre, er den mere til besvær og vækker bekymring. Derfor har lægevidenskaben gennem tiden forsøgt sig med alskens behandlinger af godartet forstørret prostata. Man har varmebehandlet den, ultralydsbehandlet den, laserbehandlet den og meget mere. Mange af de behandlinger virker, men har ofte en del bivirkninger, siger afdelingslæge, ph.d. Andreas Røder fra Urologisk Klinik og fortsætter:
- Vi har savnet et godt alternativ til den traditionelle kirurgiske behandling af mænd med godartet, forstørret prostata. Blandt andet fordi ældre mænd, og mænd med meget stor prostata, ikke altid tåler den traditionelle behandling godt. Det har vi fået nu, siger Andreas Røder, der sammen med professor Lars Lönn fra Radiologisk Klinik har været med til at indføre den nye teknik i Danmark.
Med den nye metode går interventions-radiologerne Susanne Frevert og Mats Lindh via lysken til pulsårerne og blokerer for blodforsyningen til prostata med bittesmå ’kugler’, der består af kunstige mikropartikler på størrelse med sandkorn og er lavet af acryl og gelatine. Metoden er hentet fra udlandet, og Rigshospitalet har løbende udført behandlingen på 60 danske patienter siden 2017. Nu er behandlingen blevet indført som et alternativ til de eksisterende behandlingstilbud, særligt for de mandlige patienter, der ikke tåler traditionel kikkertoperation med udskrabning af prostata eller ikke har gavn af medicinsk behandling.
– Jeg vil ikke save den gren over, jeg selv sidder på. Vi har fortsat gode resultater med at udskrabe den forstørrede prostata, der er en af de klassiske urologiske behandlinger. Men det er ikke alle, der kan tåle denne operation. Den nye behandling kræver ikke bedøvelse og har ingen alvorlige komplikationer. Det hele foregår ambulant på tre timer, og det virker. En måned efter er der typisk markant forbedring af vandladningsgenerne, siger Andreas Røder.
Rejsning og perspektiver
Den nye behandling har ingen umiddelbare konsekvenser for potensen, og går dermed ikke ud over mændenes seksualliv. Det kan ellers være en bivirkning ved de traditionelle behandlingstilbud. Samtidig øjner Andreas Røder og kolleger også muligheden for, at metoden på sigt kan hjælpe patienter med prostatakræft, men det er endnu uvist, om det har god effekt.
– Vi ved, at mænd med prostatakræft, hvor prostata ikke kan fjernes, kan få mange vandladningsproblemer i løbet af deres behandlingsforløb. Foreløbige resultater fra vores egne studier antyder, at embolisering af prostataarterien muligvis også er effektiv her. Men det skal belyses i større undersøgelser, før vi rutinemæssigt kan tilbyde behandlingen, siger Andreas Røder.
Embolisering af prostata
- Udredningen af patienterne foregår i Urologisk Klinik.
- Behandlingen foregår på interventionsradiologisk afsnit i Radiologisk Klinik.
- Der er fra årsskiftet til en start afsat midler til at behandle 50 patienter om året.
- På sigt forventes det at op mod 1.000 østdanske patienter kan have gavn af den nye teknik.
- I Østdanmark henvises årligt 4.500 patienter til udredning og behandling for godartet, forstørret prostata.