Vær opmærksom på mundtørhed i forbindelse med kræftbehandling
Af Britt Nørbak
Kemoterapi og knogleopbyggende medicin kan give mundtørhed på grund af nedsat spytsekretion. Nedsat spytsekretion kan påvirke tænder og mundslimhinder, så husk at fortælle din tandlæge om din kræftbehandling, da tandlægen kan hjælpe med at ansøge om økonomisk tilskud til tandlægebehandling.
Anne Marie Lynge Pedersen er professor og institutleder på Tandlægeskolen på Københavns Universitet og en af forskerne bag en stor undersøgelse af, hvilke medicintyper der påvirker spytsekretionen.
– Videnskabelige undersøgelser har vist, at spytsekretionen falder hos nogle kræftpatienter under deres kemoterapi og holder sig på et lavere niveau op til cirka seks måneder efter endt behandling. Men det vil være genoprettet og på normalt niveau 12 måneder efter endt behandling, siger Anne Marie Lynge Pedersen.
Nedsat spytsekretion kan medføre, at du lettere får huller i tænderne, og at tænderne lettere knækker. Fyldninger kan også lettere falde ud, fordi befugtningsgraden ikke er tilstrækkelig. Derudover kan nedsat spytsekretion give problemer med mundtørhed, mundsvamp, mundsår, mundbetændelse og over længere tid også emaljeskader. Anne Marie Lynge Pedersen anbefaler, at du får lavet en tandstatus hos tandlægen, før du begynder behandling for kræft, for den kan bruges som dokumentation, hvis du senere skal søge om tilskud. Det er nemlig omfattet af lovgivningen, at kræftpatienter, der får kemoterapi og/eller strålebehandling i hoved-halsregionen og efterfølgende får alvorlige problemer med tænderne, har mulighed for at få økonomisk tilskud til tandlægebehandling.
Tandlægebesøg inden behandling med bisfosfonater
En kræftdiagnose er så alvorlig, at nogle patienter får behov for medicin mod angst og depression. Nogle vil også have behov for stærk smertestillende medicin og kvalmestillende medicin. Disse medicintyper kan også give mundtørhed. Det samme kan antiøstrogenbehandling, aromatasehæmmere og bisfosfonater.
– Vi ser, at antihormonbehandling og aromatasehæmmere på lige fod med kemoterapi kan påvirke spytsekretionen. Det kan medføre mundtørhed og nedsat spytsekretion og dermed påvirkning af tænder og mundslimhinder, siger Anne Marie Lynge Pedersen. Hun tilføjer, at hvis du får knogleopbyggende medicin i form af bisfosfonater (fx Zoledronsyre), så er der ekstra grund til at være opmærksom.
– Inden du får bisfosfonater, skal du til en tandlæge. En alvorlig bivirkning til behandling med bisfosfonat – især hvis du får den indsprøjtet – er vævsdød i kæbeknoglen. Det udvikler sig typisk efter udtrækning af en tand. Hvis du har dårlige tænder, er det vigtigt, at de bliver behandlet, inden du kommer i behandling med bisfosfonat. Det samme gælder, hvis du har tandproteser, der ikke fungerer optimalt og giver sår i slimhinden. Udover risikoen for at udvikle vævsdød i kæbeknoglen (osteonekrose), kan bisfosfonatbehandling give mundtørhed. Vi kender endnu ikke årsagen til den øgede risiko for at udvikle osteonekrose, men det er vigtigt at blive behandlet på en kæbekirurgisk hospitalsafdeling, hvis behovet for tandudtrækning opstår i forbindelse kræftbehandling og samtidig bisfosfonatbehandling. Det samme gør sig gældende, hvis du udvikler sår i mundslimhinden.
Mundtørhed kan afhjælpes
Risikoen for mundtørhed og tandskader bør naturligvis ikke føre til, at du dropper din kemoterapi eller anden medicin. Hvis du allerede oplever mundtørhed, kan du tale med din læge om at ændre dosis eller prøve et andet middel, og du kan også selv gøre noget for at forebygge og/eller afhjælpe mundtørheden.
– Lad din tandlæge vurdere din situation. Tandlægen kan tage stilling til, om du skal have en recept på tandpasta med ekstra fluor. Nogle kan også i en periode have gavn af mundskylning med Klorhexidin, især hvis der er tandkødsproblemer, men det er vigtigt, at det ordineres af en tandlæge. Hvis din mundtørhed ikke er så udtalt, kan det hjælpe, at du hyppigt drikker små slurke vand for at fugte munden. Derudover findes der forskellige produkter mod mundtørhed såsom fugtspray og fugtende gel, som kan købes på apoteket eller hos en materialistforhandler, siger Anne Marie Lynge Pedersen.
Du kan læse mere om tandskader og tilskud til tandbehandling for kræftpatienter på cancer.dk/hjaelp-viden/rettigheder/oekonomisk-hjaelp/tilskud-tandskader/
Egenbetaling og tilskud
Du kan søge om at få et særligt økonomisk tilskud til din tandbehandling efter Sundhedslovens §166, hvis du har eller har haft kræft og har fået betydelige problemer med tænderne som følge af kræftbehandlingen. Tilskudsordningen gælder, hvis du har fået kemoterapi for en kræftsygdom eller har fået strålebehandling i hoved- og halsområdet ved en kræftsygdom. Retten til tilskud er betinget af, at du går hos en tandlæge, som praktiserer under bekendtgørelse om tilskud til behandling hos praktiserende tandlæge. Spørg om din tandlæge praktiserer inden eller uden for bekendtgørelsen. Den maksimale egenbetaling er reguleret med satsreguleringsprocenten på 2% fra 2018 til 2019.
Den maksimale årlige egenbetaling i 2019 er:
Omsorgstandpleje: 530 kr.
Specialetandpleje: 1.975 kr.
Tilskud i medfør af Sundhedslovens §166: 1.975 kr.
(Kilder: Sundheds- og Ældreministeriet og tandlaegeforeningen.dk)
Gode råd til kræftpatienter, der er generet af mundtørhed
- Undgå så vidt muligt søde og syreholdige sager som sodavand, juice og saft. Drikker du det alligevel, så husk at skylle munden grundigt i vand bagefter
- Drik masser af vand
- Hold igen med tobak, alkohol og kaffe, da det kan forværre mundtørheden
- Hjælp spyttet på vej ved at tygge sukkerfrit tyggegummi eller sutte på sukkerfrie pastiller og sugetabletter. Pas på med syrlige bolsjer. Selv om de er sukkerfrie, kan syren ætse emaljen på tænderne
- Fugt tænder og mundhulen ved hjælp af spyterstatningsmidler, som mundspray, mundgel eller mundskyllevæske. Der arbejdes for øjeblikket på udvikling af en mild og fugtende gel, som er særlig velegnet til kræftpatienter
- Smør tørre og sprukne læber med vaseline eller læbepomade
Sådan kan kemoterapi påvirke mund og svælg
Kemoterapi påvirker cellerne i slimhinderne i munden og svælget, og det kan give ømhed, svie og tørhed. Disse bivirkninger kan medføre belægninger, sår, smerter og synkebesvær. Der kan også udvikles svamp og betændelse i munden. Risikoen er størst 5-10 dage efter kemoterapi. Generne forsvinder som regel inden for 3-4 uger. Det kan være svært at spise og drikke, hvis man har mundgener, men du kan selv forebygge og mindske generne ved at holde en god mundhygiejne. Brug regelmæssigt en blød tandbørste, mundskyllevand, tandtråd samt læbepomade. Det kan hjælpe at spise mad med en blød og saftig konsistens. Husk også at drikke meget væske. Sår og betændelse i munden kan afhjælpes med medicin. Kemoterapi påvirker ikke tænderne, men nogle får flere huller i tænderne end normalt, fordi kemoterapien påvirker miljøet i munden. Husk at fortælle din tandlæge, at du er i behandling med kemoterapi.
(Kilder: cancer.dk og Anne Marie Lynge Pedersen)