Hen over foråret har debatten om PSA-testning fyldt i medierne. Nye tal viser, at 85 % af danske mænd har fået taget mindst én PSA-test, og at omkring 40 % får taget testen hvert år. Det fortæller ikke kun noget om sundhedsvæsenet – men også noget om mennesker.

For bag hver test ligger ofte et håb, en bekymring eller et ønske om at forstå, hvad kroppen forsøger at fortælle os.

I PROPA møder vi mange mænd, som ønsker viden og tryghed, men som samtidig oplever usikkerhed. Hvornår er det rigtige at blive undersøgt? Hvornår skaber vi tryghed – og hvornår skaber vi måske unødig bekymring? Det er ikke enkle spørgsmål.

PSA-testning kan være med til at opdage prostatakræft tidligt, men testningen kan også føre til, at langsomt udviklende kræftformer opdages og behandles, selv om de måske aldrig ville have givet symptomer. Netop derfor er det vigtigt, at mænd får adgang til tydelig og ensartet information om både fordele og ulemper ved PSA-testning, så de kan træffe et informeret valg på et oplyst grundlag.

Derfor har PROPA taget initiativ til dialog med Sundhedsstyrelsen om fremtidens indsats for tidlig opsporing af prostatakræft. Vi ønsker blandt andet at drøfte, hvordan mænd og sundhedsprofessionelle kan få bedre støtte til informeret beslutningstagning, og hvordan der kan skabes en mere sammenhængende tilgang til tidlig opsporing i Danmark.

Vi ønsker ikke hurtige eller forsimplede løsninger, men en åben og nuanceret samtale om, hvordan vi bedst hjælper mænd i mødet med svære valg.

Vi er glade for, at både Kræftens Bekæmpelse og DaProCa ønsker at deltage i den videre dialog. Det giver håb om, at vi sammen kan skabe en mere sammenhængende og værdig tilgang til tidlig opsporing.

For i sidste ende handler det ikke kun om tal og tests. Det handler om livskvalitet, tryghed og retten til at blive mødt med både faglighed og omtanke.

Vi holder jer naturligvis orienteret om det videre arbejde.

Du kan læse nogle af artikler via disse links.
Professor: Almen praksis bedriver usystematiseret screening for prostatakræft
Fire ud af fem danske mænd får test for prostatakræft
Danske mænd får millioner af PSA-tests: Nu vil professor have mere styring
PSA-tests: Borre og Brodersen advarer mod svenske tilstande
Nyt, stort studie: Kræft rammer danske mænd markant hårdere end kvinder

Bedste hilsen
Poul Risom
Landsformand
Tlf. 29 43 44 06
E-mail formand@propa.dk

www.propa.dk 

https://mailchi.mp/dbb905c6b41b/nyhedsbrev-maj-2026