Plantekost hjælper
Af Finn L. Hansen, Medlem af PROPA Sundhedsudvalget.
Indtagelse af en plantebaseret kost reducerer risikoen for prostatakræfts udvikling og tilbagefald med over 50 %.
I mange år har det været undersøgt og derpå skrevet mangt og meget om eventuelle sammenhænge mellem kost og prostatakræft. De fleste af os har formentlig hørt om den positive effekt som tomatsauce, broccoli, fuldkorn, gurkemeje, ja endog kaffe kan have på prostatakræftens udvikling.
I 2004 åbnede CaPSURE Diet and Lifestyle studiet, som et understudie til det store CapSURE. De fremfører, at det er den første undersøgelse, hvor en generel plantekosts betydning for prostatakræfts udvikling er blevet undersøgt.
Deltagerne i dette Lifestyle studie er alle diagnosticeret med en lav til middel risiko kræft, T1 – T3a uden kendte metastaser. De 2038 deltagerne blev nogle år efter deres diagnose bedt om at udfylde et kostskema, hvori de skulle angive deres indtagelse af 140 forskellige fødevarer. 10 % eller 204 af deltagerne oplevede sygdomsprogression efter de havde udfyldt skemaet, dvs. i løbet 7,4 års median observationstid.
På ASCO kræftkonferencen i februar 23 fremlagdes resultaterne af undersøgelse. Den overordnede konklusion er, at en kost med højt planteindhold er forbundet med en over 50 % lavere risiko for prostatakræftudvikling og -tilbagefald.
Blandt de 20 % af deltagere, hvis kost indeholdt de største mængder af plantebaseret kost, viste det sig, at de havde en 52 % lavere risiko for sygdomsprogression og en 53 % lavere risiko for tilbagefald sammenlignet med dem, hvis kost indeholdt de laveste mængder af plantekost. Endog viste det sig, at mænd over 65 år havde 59 % lavere risiko for tilbagefald, når de var blandt de 20 % der spiste mest plantekost.
Risikoen for udvikling af sygdommen viste samme tendens, uagtet at der blev korrigeret og undersøgt for over 20 forskellige emner som fx aggressivitet ved diagnose, rygning, alkohol, fedme og motion. For de 20 % mest plantespisende, som også gik friske ture mindst 3 timer om ugen, opnåedes en endnu lavere risiko for tilbagefald.