’Så tissede jeg i bukserne første gang’

Af Britt Nørbak. Foto: Privat

Artiklens overskrift kom fra en prostatakræftpatient i en mandegruppe på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital. Udtalelsen satte en positiv lavine i gang, hvor mændene begyndte at dele deres udfordringer med inkontinens og manglende rejsning. Netop mandegrupper har vist sig at være et godt forum til at hjælpe prostatakræftpatienter videre.

I begyndelsen af 2020 satte Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital et nyt skib i søen. Fremfor at indkalde prostatakræftpatienter med ondt i sexlivet til en samtale med en sexolog, enten alene eller sammen med deres partner, inviterede man en hel gruppe mænd ind til et fælles undervisningsforløb om prostatakræft og seksualitet. Idéen kom fra sygeplejerske og sexolog Else Olesen, der i flere år har arbejdet med mænd med rejsningsproblemer. Foruden at tilbyde prostatakræftpatienter en individuel samtale om den medicinske behandling af impotens og igangsættelse af den ønskede behandling, så hun muligheder i også at tilbyde gruppemøder.

Sygeplejerske og sexolog Else Olesen

– Idéen opstod, fordi jeg kunne have fem nyhenviste prostatakræftpatienter på samme arbejdsdag. Forløbene var ret ens og i stedet for at sige det samme fem gange om dagen, tænkte jeg, at vi kunne hjælpe flere patienter ved at afholde gruppemøder for 6-8 mænd af to timers varighed hver uge. Men ville mændene mon deltage? Både min chef og jeg var en smule skeptiske, men vi gjorde et forsøg. Vi indkaldte en gruppe mænd og fik hurtigt fyldt et hold med seks mænd. Knap havde de sat sig ned, før snakken gik, siger Else Olesen. Hun har tidligere oplevet, at mænd kan have svært ved at tale om tabuiserede emner som inkontinens og rejsningsproblemer, hvis de sidder på tomandshånd med en sexolog, eller hvis deres partner er med, så derfor var det ekstra glædeligt for hende som behandler at opleve den særlige gruppedynamik.

– Mændene var åbne og ærlige og delte noget så intimt og privat som deres seksualitet. De var lettede over at kunne tale med nogen i samme båd om alt det, de gik og tumlede med til daglig. Mine kompetencer som fagperson kan hjælpe mændene på én måde, og de andre i gruppen kan dele deres erfaringer og hjælpe på en anden måde. På den måde bliver alle mødt og forstået, tilføjer Else Olesen.

Derfor er penis blevet mindre

Hvis du som prostatakræftpatient ikke automatisk har fået en henvisning til en sexolog eller til et sexologisk center, kan du bede om en henvisning fra din praktiserende læge, urologisk afdeling eller din behandlende læge på en anden afdeling. Alle behandlere kan henvise dig, og det kræver ikke andet, end at du er eller har været prostatakræftpatient. Det er aldrig for sent at ville gøre noget ved inkontinens eller impotens, og det kan være en stor hjælp at være sammen med ligesindede, når udfordringerne diskuteres.

– Nogle af mændene i gruppen havde nævnt deres udfordringer med inkontinens og manglende rejsning under et genoptræningsforløb, men det var blevet for pinligt. Når reaktionen lyder: ’Her spiller vi kun fodbold’, har de færreste lyst til at dele ud af deres privatliv. Hos Sexologisk Center er der ingen pinligheder. Da en af mændene bramfrit sagde: ’Så tissede jeg i bukserne første gang’, svarede en af de andre helt naturligt: ’Det har jeg også prøvet’. Den fortrolige stemning betyder meget for deltagerne. Der er også plads til tårer på holdet, for det påvirker naturligvis livskvaliteten, hvis man ikke længere føler sig som en mand, eller hvis man frygter, at konen snart forlader en, siger Else Olesen. Hun har tilrettelagt gruppeforløbet således, at det består af fire møder af to timers varighed. Hvert møde har et særligt emne som omdrejningspunkt. Første gang handler det om anatomi og fysiologi, og hvad der sker under en prostatakræftoperation.

– Da jeg forklarede, at der typisk fjernes to centimeter af urinrøret under operationen, og at penis derfor kan synes kortere, udbrød en af deltagerne: ’Så er det derfor, min penis er blevet mindre’.

Ingen dans på roser

Et af gruppemøderne handler om, når seksualiteten er udfordret. Den ene gang er mændenes partnere med, og da den første gruppe skulle have kvinderne med, kunne Else Olesen mærke, at mændene blev mere afdæmpede.

– Mændene var ikke så fri i deres tale. Muligvis fordi de ville beskytte deres partner. Det var tydeligt, at mændene havde lettere ved at tale om deres seksualitet, tanker og følelser, når de kun var sammen med ligesindede. Når mænd er sammen, bakker de hinanden op og giver hinanden det frirum, der skal til for, at de får talt om problemerne.
Ifølge Else Olesen er det forståeligt, hvis en mand ikke ønsker at fortælle om sine erfaringer med medicin og diverse hjælpemidler mod impotens, hvis der sidder kvinder i forsamlingen. Det kan føles mere naturligt, hvis han kun deler sin viden med andre mænd i samme båd.
Det er for tidligt at vide, om Sexologisk Center fremover vil tilbyde alle prostatakræftpatienter et gruppeforløb, men det næste hold er allerede samlet, og Else Olesen har på fornemmelsen, at gruppeforløbet bliver fremtiden.

– Vi har fået positive tilbagemeldinger på gruppeforløbet. Det eneste kritikpunkt har været, at møderne stopper igen. Det første hold aftalte at fortsætte med at mødes under private forhold, og det er jeg sikker på, at de kan få meget ud af, smiler Else Olesen. Hun understreger, at gruppeforløbet ikke er en dans på roser, og at Sexologisk Center kan gøre meget, men ikke alt.

– For at arbejde med sin seksualitet skal manden være omstillingsparat. Det kan være en hård proces at forsøge 2-3 behandlinger mod impotens, der måske ikke fungerer. Det kan føles som et nederlag

– men måske fungerer den fjerde behandling. Eller måske opdager manden og hans kone, at de kan være intime sammen uden rejsning. Jeg plejer at sige, at sex er som en vifte, der folder sig ud. Rejsning er kun ét af bladene. Viftens blade har mange andre nuancer som massage, berøring og nærhed, som også kan give en seksuel livskvalitet. Alt det og meget andet bliver livligt diskuteret på gruppemøderne.

Kort om gruppemøderne
Sygeplejerske og sexolog Else Olesen er tovholder og gennemgående fagperson på alle gruppemøderne på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital. Det er forskellige fagpersoner som en psykolog eller en fysioterapeut, der står for undervisningen.

Mændene på holdet er typisk i alderen 40-70+. Indtil videre er der ikke planer om at dele mændene op i aldersgrupper.