9 symptomer på prostatakræft
PROSTATAKRÆFT?? Her er 9 symptomer, du skal holde øje med
Kræft i prostata rammer oftest ældre mænd. Sygdommen udvikler sig som regel langsomt. Dog findes der tilfælde, hvor kræften rammer yngre mænd i alderen 40-60 år – og den kan forekomme i en agressiv form.
Symptomer på prostatakræft opstår ret sent i forløbet – og derfor er der mange mænd, der først sent finder ud af, at de er ramt af prostatakræft – eller kræft i blærehalskirtlen, som det også hedder. I starten er der ofte slet ingen symptomer.
Faktisk er prostatakræft den kræftform, som oftest rammer danske mænd.
Her er de vigtige symptomer på prostatakræft, som du skal holde øje med:
- Blod i urinen: Når du kigger ned i wc-kummen og konstaterer, at urinen er rød, selvom du ikke har spist rødbeder, kommer farven af blod. Det er altid et symptom, der skal undersøges hos en læge.
- Blod i sæden: Blod i sæden kan godt forekomme, uden at der er noget alarmerende i vejen. Men omvendt kan blod i sæden også være et symptom på prostatakræft.
- Aftagende eller manglende sædmængde: Sædmængden kan aftage med alderen, men hvis mængden pludseligt bliver mindre, bør man få det undersøgt.
- Blærebetændelse: Mænd har et meget længere urinrør end kvinder, så blærebetændelse opstår sjældnere hos mænd. Ofte er blærebetændelse hos mænd et udtryk for, at der er noget i vejen. Derfor skal det undersøges af en læge.
- Vedvarende smerter: Smerter omkring endetarmen, prostata og penis kan også være et symptom. Når det handler om kræft, oplever man tit smerter, der bliver værre, og som ikke kan forklares. Smerter i området omkring prostata kan også skyldes betændelse eller noget helt tredje, så få det tjekket hos lægen.
- Rejsningsbesvær: Rejsningsbesvær er ikke et usædvanligt problem, når man har rundet 50 år. Men det kan også være et symptom på kræft i prostata. Særligt hvis det opstår over kort tid.
- Slap stråle og natlig vandladning: Igen værd at holde øje med. Oftest er en slap stråle samt hyppig og natlig vandladning dog blot et symptom på en godartet forstørrelse af prostata, som de fleste mænd oplever, når de runder 50-60 år. Hvis det udvikler sig over kort tid, eller hvis det bliver udtalt, bør du dog gå til lægen.
- Besvær med at komme i gang med at tisse: Det er helt normalt, at det kan være svært at komme i gang med at tisse, når prostata bliver større. Men som i tilfældet med flere af de andre potentielle symptomer på prostatakræft er det en god idé at være opmærksom på.
- Ukontrollerbar vandladningstrang: En kraftig vandladningstrang vil sige, at man skal på toilettet ofte og med kort frist. Det er også et typisk symptom på godartet forstørrelse af prostata, men i få tilfælde kan det skyldes kræft i prostata.
Det behøver ikke nødvendigvis være kræft
Ifølge Kræftens Bekæmpelse rammer prostatakræft sjældent personer under 50 år og er mere almindeligt, jo ældre personen er.
Prostata, der ligger under blæren, bliver større med alderen. Det er helt naturligt. Symptomerne på en godartet forstørrelse af prostata kan ligne symptomerne på prostatakræft.
Som oftest er der ingen risiko ved symptomerne, men hvis du er under 70 år og oplever et eller flere af ovenstående problemer, kan det være en god idé at tage en snak med din læge. Man skal ikke lade sig undersøge, bare fordi en i omgangskredsen har fået konstateret prostatakræft. Men det kan være en rigtig god idé at gå til lægen, hvis flere slægtninge har fået konstateret sygdommen.
Din læge kan tage en blodprøve, der kan give indikationer på sygdommen. I 30-50% af alle tilfælde er prostatakræft ikke livstruende. Der kan være mange bivirkninger ved behandlingen, og derfor vil lægerne i hvert enkelt tilfælde nøje afveje, om risikoen for alvorlige bivirkninger vil være større end muligheden for helbredelse.
Det er desuden værd at bemærke, at de fleste, der får konstateret prostatakræft, har få eller ingen symptomer.
Fakta om PROSTATAKRÆFT i Danmark
- Prostatakræft er kræft i blærehalskirtlen, der sidder lige under urinblæren hos mænd.
- Hvert år får flere end 4.000 mænd diagnosen prostatakræft. Det svarer til 12 mænd om dagen.
- Prostatakræft er den hyppigste kræftform hos mænd. Mere end 43.000 danske mænd lever hver dag med prostatakræft.
- Tallet er stigende, og det ventes, at der i 2030 vil være omkring 60.000, der lever med sygdommen.
- Godt 1.150 dør årligt af prostatakræft. Det svarer til mere end 3 mænd om dagen.
- Prostatakræft kan være svær at opdage, kræften kommer snigende og er ofte symptomløs til at starte med. Knapt halvdelen af danske mænd med prostatakræft opdager kræften tilfældigt ved et besøg hos lægen i anden sammenhæng.
- Prostatakræft kan behandles med operation (fjernelse af prostata), strålebehandling, medicinsk behandling og kemoterapi.
Kilder: Dansk Prostatacancer Gruppe, propa.dk, cancer.dk, sundhed.dk, NORDCAN
Få mere viden om prostatakræft i
PROPAs VIDEOSEMINARER
Vi har håndplukket en række videoforedrag med eksperter indenfor prostatakræft – med interessante og nyttige oplysninger for både prostatakræftramte og deres pårørende.
Find videoforedragene her: propa.dk/videoseminar