
Overlæge Stefan Tiessen fra Urinvejskirurgisk Afdeling på OUH
har siden januar 2022 benyttet den nye metode til biopsi-tagning
Mange fordele ved at bioptere prostata gennem mellemkødet
Af Britt Nørbak. Foto: Privat
Som en af de første i landet har Odense Universitetshospital (OUH) indført en ny metode at bioptere prostata på. I stedet for prøvetagning gennem endetarmen tages biopsierne i mellemkødet, og det har medført et fald i antallet af blødninger, infektioner og indlæggelser. Da patienterne oplever et mere skånsomt forløb både fysisk og psykisk, arbejdes der på at etablere metoden fast på OUH.
Den gode nyhed er, at udviklingen inden for udredning af prostatakræft i disse år bevæger sig positivt fremad. Det skyldes især, at der i 2019 kom nye retningslinjer i forbindelse med diagnosticering af prostatakræft, hvor der først skal foretages en MR-scanning, som skal vise, at der er tale om prostatakræft, før patienten skal have foretaget en biopsi. Nu efterfølges den gode nyhed ikke af en dårlig nyhed, men af endnu en god nyhed! Det næste store skridt er at få ændret metoden, biopsierne af prostata tages på. Her har Odense Universitetshospital (OUH) iført sig førertrøjen og indført en ny metode, hvor biopsien tages gennem mellemkødet i stedet for at benytte standardmetoden, hvor biopsien tages gennem endetarmen.
Overlæge Stefan Tiessen og afdelingslæge Torben Pedersen har siden januar 2022 benyttet den nye metode. I skrivende stund har over 100 patienter fået en transperineal biopsi – altså en biopsi gennem mellemkødet – og den nye metode virker til at kunne give standardmetoden baghjul. I den seneste rapport fra DaProCaData ligger indlæggelsen efter en biopsi gennem endetarmen på 5-6%. Det er vel at mærke kun tallet for genindlæggelser.
– De patienter, der efter en biopsi gennem endetarmen har fået for eksempel prostatabetændelse og kun har haft kontakt med en vagtlæge, ser vi ikke, og derfor tæller de ikke med i opgørelsen. Det siger næsten sig selv, at der er en høj risiko for blandt andet blodforgiftning, når vi tager biopsier gennem et urent område. Samtidig oplever vi generelt i Europa en højere resistens over for de antibiotikabehandlinger, patienterne får inden standardmetoden, og derfor anbefaler den europæiske urologiske forening, at biopsierne i stedet tages gennem mellemkødet mellem anus og pungen, forklarer overlæge Stefan Tiessen fra Urinvejskirurgisk Afdeling på OUH.
Patienten kan ligge på ryggen
Der er mange fordele ved den nye metode at bioptere prostata på. Stefan Tiessen har undersøgt erfaringer fra Holland og Sverige, der har vist, at den nye metode er lige så præcis, men mindre risikabel end standardmetoden, og den nye metode kan også foregå i lokalbedøvelse.
– Det er dokumenteret, at transperineale biopsier er en smertefattig og mere behagelig metode end transrektale biopsier. Den nye metode kræver dog et andet set-up. Blandt andet har vi investeret i nyt og bekosteligt software, og vi har også skullet indrette en lille operationsstue med speciel afdækning og sterile forhold. Biopsier gennem endetarmen varer alt i alt cirka 30 minutter, hvor biopsier gennem mellemkødet varer cirka 45 minutter, fordi der går ekstra tid med at lægge en lokalbedøvelse. Men den ekstra tid og de ekstra ressourcer er godt givet ud. Under en transperineal biopsi ligger patienten på ryggen med benene i to bøjler – lidt på samme måde som når kvinder får en gynækologisk undersøgelse. At patienten ligger på ryggen og ikke på siden med ansigtet ind mod væggen som ved en standardbioptering af prostata, giver os en vigtig ansigtskontakt. Det er en stor fordel, at vi kan kommunikere direkte, ansigt til ansigt, og at vi kan aflæse patientens ansigtsudtryk under hele forløbet. Samtidig kan patienten bedre orientere sig om, hvad der foregår, og det medfører en større tryghed. Vi spørger ind til patienternes oplevelse af smerte på en skala fra 0-10. Her oplever vi, at nogle patienter slet ikke mærker noget og kun hører en lille kliklyd. Den nye metode opleves ikke som helt smertefri, men som smertefattig. Patienterne udtrykker typisk lettelse, tilfredshed og taknemmelighed bagefter. De modtager et spørgeskema efter biopsien, som de returnerer, når de kommer til efterfølgende samtale, og også her er der stor tilfredshed at spore, siger overlæge Stefan Tiessen.
Infektionstal tæt på nul
Blandt de første 110 patienter på OUH, der har fået en biopsi i mellemkødet, er infektionsrisikoen reduceret betydeligt og ligger under 1%. Det står i stærk kontrast til de nyeste tal for biopsier gennem endetarmen, hvor 5-6% ville være blevet genindlagt.
– Dermed har vi formentlig undgået seks tilfælde af infektion, kontakt til læge, urolog og laboranter, behov for sengeplads og IV-drop. Så rent økonomisk og ressourcemæssigt findes der også fordele ved den nye metode, udtaler Stefan Tiessen. Da han bliver bedt om at komme et forsigtigt bud på, hvornår det vil være muligt at implementere den nye biopsimetode, siger han efter lidt betænkningstid:
– Det vil sandsynligvis være muligt at tilbyde transperineale biopsier til de fleste af vores patienter på OUH i løbet af efteråret 2022. Hvad angår resten af landet, skal de respektive afdelinger have uddannet flere læger og specialsygeplejersker i metoden, og afdelingerne skal investere i nyt software, men mon ikke det kan lade sig at gøre i løbet af 1-2 år. Når det er sagt, fungerer standardmetoden jo stadig, og der vil være nogle patienter, der på grund af deres anatomi ikke vil kunne få tilbudt den nye metode. Det kan for eksempel være, hvis skambenet strækker sig så langt ned, at vi ikke kan undgå at ramme det under biopteringen, for vi kan desværre ikke bøje nålen udenom. Disse patienter vil blive tilbudt standardmetoden. Men der er ingen tvivl om, at fremtiden ligger i den nye metode at bioptere prostata på.