PROPA Rehabiliteringsrejser – ”Det blev simpelthen en uge med smil på læben fra morgen til aften”

PROPA Rejser er blevet en vigtig del af mange af foreningens medlemmer. Det er både et afbræk fra en tung hverdag, og en helt særlig mulighed for samvær med ligesindede. Prostatakræftpatienter er ikke kun ramt af sygdommen, men også af en masse tabubelagte emner, der kan være svære at håndtere. ”Jeg vidste jo ikke, at jeg havde en prostata, inden jeg fik kræft, og så er det altså lidt op ad bakke. Bryster ved alle da i det mindste hvad er!”.

Niels Bylund, næstformand for regionsbestyrelsen på Sjælland, har været medarrangør af PROPA Rejser sammen med Ole Hansen, formand for bestyrelsen i Region Midtjylland, siden anden rejse, der gik til Las Palmas, og har nydt arbejdet lige siden det startede. ”Jeg er medrejsearrangør på de her PROPA Rejser og hold da op, det er et fantastisk arbejde at have med at gøre!”, siger han. Rejserne handler om velvære, rehabilitering og det gode fællesskab. Om mødet og samtaler med andre mennesker, som er i samme situation. Rejserne går altid syd på, og til det siger Niels: ”når vi nu skal ud at svømme og lave vandgymnastik, så er det sgu meget rart, at det foregår der, hvor der er lidt varmere!”.

Fællesskabet

”Det betyder meget – det har vi jo fundet ud af – det der med at være sammen”, nævner Niels, da han fortæller om, hvad det er, PROPA Rejserne kan. Fællesskabet er noget, der bliver fremhævet igen og igen. Det at være sammen med andre, der er i samme situation som én selv, som man ikke behøver at forklare sig overfor, og som tilmed kan dele erfaringer om symptomer og behandling, giver en helt særlig værdi for de rejsende. Der er plads til både livsnydelse og afslapning ved poolen, og til hhv. mande- og pårørendemøder, hvor prostatakræftsygdommen bliver talt om og behandlet. Det hjælper også at komme lidt væk hjemmefra, at være i dejlige omgivelser, og at rejsen er all-inclusive, så når man først har betalt, skal man ikke til at overveje, om der er råd til det ekstra glas vin mens man sidder og hygger sig, mener Niels. Man behøver blot møde op i lufthavnen, og så er der en færdigplanlagt rejse klar til en.

Første år Niels og hans kone, Lene, var med, kendte de ingen af de andre deltagere, men ”dét blev der altså godt nok lavet om på allerede på flyrejsen!”, forsikrer Niels om og tilføjer: ”det blev simpelthen en uge med smil på læben fra morgen til aften”. Turen gik til Rhodos og der blev lynhurtigt skabt så stærkt et fællesskab, at gruppen ”simpelthen måtte mødes hen over sommeren” igen. Gruppen blev samlet på Vissenbjerg Storkro, og de fik hyret en sexolog til at komme og dele ud af sin viden. ”Alle havde det dejligt, og synes det var skønt. Der bliver skabt noget, som vi synes, vi skal have med i livet” siger Niels om både Rhodos- og Vissenbjergturene.

Selvom fællesskabet bliver gjort op af mange gengangere fra tidligere ture, er der også altid nye rejsende med. ”Det er ikke en lukket fest”, siger Niels, ”Vi har både sidste og dette år haft førstegangsdeltagere og det giver jo en ny dynamik og et nyt fællesskab og det er rigtig fint!”.