PROPA SPORT & MOTION

Af Hans Jakob Helms, formand for PROPA Sport & Motion

   

Nu går PROPA aktivt ind i arbejdet for at hjælpe prostatakræftpatienter i gang med sport og motion.

PROPAs hovedbestyrelse har enstemmigt vedtaget et forslag om at etablere et nyt aktivitetsområde under PROPA med det formål af få så mange prostatakræftramte som muligt i gang med at dyrke sport og motion.

Det er velkendt, at et aktivt liv er godt mod prostatakræft. Det er bevist gennem det forskningsprojekt, der startede fodboldklubberne i FC Prostata. Ud over, at det er sundt for kroppen, giver det også – når det sker i fællesskab – rum for samtaler med andre om de problemer og tanker, der følger med prostatakræften.

Derfor tager PROPA nu initiativ til at hjælpe så mange med prostatakræft som muligt i gang med at dyrke sport og motion.

   

Det sker ved, at der i PROPA’s regi afsættes 100.000,- kr. til at starte dette arbejde op. Pengene kan bruges til at støtte oprettelse af lokale sportsklubber eller fælles motionsaktiviteter. De kan også bruges til at hjælpe samarbejde i gang omkring aktiviteter og fælles stævner, og i det hele taget støtte, at der bliver skabt muligheder rundt om i regionerne for at få prostatakræftramte op af sofaen og ud og bruge kroppen.

   

Samtidig nedsætter PROPAs hovedbestyrelse nu et nyt udvalg, som skal håndtere aktiviteterne fra PROPAS side og være bindeleddet til de aktiviteter, der foregår på området allerede nu. Ligeledes vil PROPA arbejde på at kunne tilbyde både fysisk og praktisk hjælp, hvis der er initiativer på lokalt plan, der har brug for opstartsstøtte.

    

Endelig vil PROPA oprette et særligt link på vores hjemmeside, hvor vi vil forsøge at beskrive alle de aktiviteter, der finder sted indenfor sport og motion for prostatakræftpatienter ude i regionerne, samt sikre, at man ved et klik på skærmen let kan komme i kontakt med det, der sker i ens egen omegn.

PROPA SPORT OG MOTION er et tilbud til dig, der er ramt af prostatakræft. Vi vil gerne hjælpe dig og alle andre med prostatakræft til et bedre, sundere og aktivt liv sammen med ligesindede.

Derfor har vi også brug for at alle klubber, foreninger eller blot initiativer indenfor sport og motion for prostatakræftramte melder sig hos os, så vi fremover kan være guide til et bedre liv med prostatakræft i hele landet.

Vi glæder os til at høre fra jer.

Meld ind til sport@propa.dk og blive en del af den nye hjemmeside hos PROPA.