Den 5. november markerer vi European Prostate Cancer Awareness Day – en europæisk mærkedag, der har til formål at skabe større opmærksomhed om prostatakræft, tidlig opsporing, bedre behandling og livskvalitet for de mange mænd, der rammes af sygdommen.
Dagen er en vigtig anledning til at minde både politikere, sundhedsvæsenet og befolkningen om, at prostatakræft er en sygdom, vi skal tage alvorligt, og at der fortsat er behov for oplysning, forskning og bedre muligheder for tidlig opsporing.
Lad os sammen farve Danmark blåt!
I PROPA ønsker vi igen i år at markere dagen ved at sætte blåt lys på Danmark.
Vi arbejder for at få kommuner, virksomheder, kulturinstitutioner og andre aktører til at belyse markante bygninger, broer og vartegn med blåt lys om aftenen den 5. november.
Men vi har også brug for din hjælp!
Sådan kan du være med:
💙 Sæt blåt lys i dit vindue
Tænd et blåt lys i et eller flere vinduer torsdag den 5. november, gerne i tidsrummet kl. 18.00-22.00. Det kan være en blå LED-pære, en lampe med blåt lys eller en anden kreativ løsning. Det behøver hverken være dyrt eller besværligt.
💙 Tag et billede og del det
Tag et billede af dit blå vindue, og del det på Facebook eller Instagram. Fortæl gerne, at du er med til at markere European Prostate Cancer Awareness Day og støtte kampen mod prostatakræft.
Du kan eksempelvis skrive:
“I aften lyser mit vindue blåt for at skabe opmærksomhed om prostatakræft. Den 5. november er European Prostate Cancer Awareness Day. Lad os sammen sætte fokus på sygdommen, tidlig opsporing og bedre behandling. 💙 #PROPA #Prostatakræft #EPAD2026″
💙 Find de blå bygninger i dit lokalområde
Hvis du på din aftentur ser en bygning, en bro eller et andet vartegn, der er oplyst med blåt lys, så tag gerne et billede og del det på de sociale medier.
💙 Send dine billeder til PROPA
Vi vil meget gerne samle billeder fra hele landet, så vi kan vise, hvordan medlemmerne har været med til at markere dagen.
Send derfor gerne dine billeder til sekretariat@propa.dk. Vi håber at kunne lave en flot billedcollage på PROPAs hjemmeside og sociale medier.
💙 Spred budskabet
Fortæl familie, venner, naboer og bekendte om dagen. Måske kan du få flere på din vej til at tænde et blåt lys? Jo flere der deltager, desto større opmærksomhed kan vi skabe.
Et lille lys kan være med til at gøre en stor forskel
Når vi tænder et blåt lys, viser vi solidaritet med de mænd, der lever med prostatakræft, med deres pårørende og med dem, vi har mistet til sygdommen.
Samtidig sender vi et vigtigt signal om, at prostatakræft ikke må være en sygdom, vi tier om.
Vi håber derfor, at rigtig mange af jer vil være med torsdag den 5. november.
Lad os sammen sørge for, at prostatakræft bliver set, hørt og taget alvorligt.
På forhånd tak for din opbakning!
Med venlig hilsen
Prostatakræftforeningen PROPA
www.propa.dk
Poul Risom
Tlf. 2943 4406



|